fbpx

Føltid: 2-årsstjernen Thunderey har folet for første gang

Årets – måske – første svenskfødte føl kom til verden den 26. januar hos Eva Isacsson Sjunnesson på Solbacka. Hér folede Night Of Thunder-datteren Thunderey et smukt hingstføl efter Appel Au Maitre. Både mor og far ejes af Bente og Magne Jordangers Stall Perlen.


Thunderey med sit hingstføl efter Appel Au Maitre. Foto: Eva Isacsson-Sjunnesson.

“Hun er en helt fantastisk fin førstegangsmor”, beretter Eva om den tidligere Wido Neuroth-trænede hoppe, som vandt fire af sine 15 karrierestarter.

Thunderey blev handlet for 110,000 sterling gennem Peter & Ross Doyle Bloodstock på 2020-udgaven af Arqanas Breeze Up Sale, som grundet Covid-19 det år blev afholdt i Doncaster.

Hun er ud af den ustartede Dansili-datter Demesne, som selv er ud af Cheshire Oaks (L)-vinderen Alumni og halvsøster til Listed-vinderen og den flere gange Gruppeløbsplacerede Dux Scholar.

Thunderey gik ubesejret 2-årssæsonen, hvor hun efter i sin debut at have besejret et med facit i hånden ganske habilt 2-årsfelt bestående af Voix d’Amie, Herewegodandy, Lot Of Joy og No Short Cuts, både vandt Amacitalöpning og Svealandlöpning på Bro Park.

Thunderey og Jacob Johansen ved sejren i 2020-udgaven af Svealandlöpning på Bro Park. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Hoppens 3-årssæson blev indledt med en andenplads over 1600 meter på Øvrevoll bagved den senere Oslo Cup-vinder Captain Chorus, men igen foran Breeders’ Juvenile-vinderen Voix d’Amie og den senere topsprinter City Code, men herefter satte en skade stopper for hele den klassiske kampagne.

Først i oktober havde Wido Neuroth hende tilbage i aktion som fjerde bag den dobbelte Derbyvinder Stroxx Carlras i Mischa Kahns Minneslöpning, hvorefter hun afsluttede årets med en let sejr over 1600 meter hjemme på Øvrevolls dirt track.

Som 4-årige startede Thunderey ni gange uden at vinde, men hun blev også matchet i hårdest tænkelige selskab og endte kun en enkelt hang udenfor præmierækken. Blandt årets gode placeringer var andenpladsen i Margareta Wettermarks Minneslöpning bag Takeko og en tredjeplads i Peas And Carrots Mile (L) bag Pusjkin og Plantstepsdream.

Thunderey afsluttede løbskarrieren efter 4-årssæsonen og blev i fjor sat i fol ved Appel Au Maitre på Stutteri Hjortebo.

2024 bliver ikke heller ikke anderledes, for allerede i begyndelsen af januar fortalte Bente og Magne Jordanger i et interview med GalopSport, at Thunderey skal tilbage til Danmark for at blive bedækket ved den flerfoldige skandinaviske champion.


Historien med Bente og Magne Jordanger fra begyndelsen af januar kan læses hér.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top