Årets første klassiske opgør i Skandinavien står for døren næste lørdag, hvor Klampenborg er vært for det danske 1000 Guineas, Mowerinaløb. 47 hopper står tilbage før starterklæringen, og listen toppes af Niels Petersens Chelsea Morning.
Chelsea Morning (Mustajeeb) står med sit handicap på 78 et enkelt kilo højere end Bent Olsen-trænede Kis (Moohaajim), og siden følger Silja Størens All Star Bling (Sea The Stars) på 76, samt Rosemary’s Baby (Appel Au Maitre), Soft Gallery (Pistachio), Swedish Calypso (Frontiersman), Troja (Hard Spun) og Wozzy Legend (Helmet) – alle på 75.
Det tegner altså til at kunne blive et tæt opgør i kampen om den klassiske triumf.
Foruden Mowerinaløb rides også Guineas Trial over 1600 meter, hvor tre af sidste års prominente storløbsvindere, Biot (City Light), Brigadier (Moohaajim) og My Fortune (Appel Au Maitre) er blandt de otte forhåndsanmeldte.
I Breeders’ Cup Trial står Niels Petersens Mozart (Le Havre) et par kilo bedre inde end Bettina Andersens Lucien (Hurricane Red), og dertil kommer opgør som Forårs Cup og Henrik Leths Mindeløb.