fbpx

ITM Spring Mile: Listed-triumf til Pusjkin, Castro og Chaves

Francisco Castro er gået ind i sæsonen 2024 med blot 11 heste i træning, men det afholder ham ikke fra, at være med på øverste hylde. Søndagens tre starter gav to sejre og en tredjeplads, og triumfen i dagens hovedbegivenhed, ITM Spring Mile (L), tilfaldt staldens 6-årige hæderskæmpe Pusjkin.



 

ITM Spring Mile (L) havde sin klare forhåndsfavorit i Cathrine Erichsen-trænede Duca Di Como (Clodovil), som startede for første gang siden den overlegne sejr i Nickes Minneslöpning (L) på Stockholm Cup-dagen i fjor.

I den mellemliggende periode har Duca Di Como fået fjernet sit højre øje, og selv om kræfterne ikke rakte helt til mål i sæsondebuten, gav hesten utvivlsomt sine forbindelser en god indikation om fremtiden.

Per-Anders Gråberg, der hér red Duca Di Como for første gang i løb, fik som forventet føringen rundt det første sving, men fred fik parret ikke.

Duca Di Como fører feltet an i ITM Spring Mile (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Ud på bagsiden var der udvendigt pres fra både Patrick Wahl-trænede Falcor (Barocci) og Lennart J:r Reuterskiölds forsvarende ITM Spring Mile (L)-vinder Plantstepsdream (Planteur)-

Siden blev der slået et større hul ned til Pusjkin (Muhaarar), Pjerrot (Hard Spun) og og Steinar (Union Rags), og midt på bagsiden var det lille felt spredt på en lang snor.

Elione Chaves, der red for første gang siden hjemkomsten fra Australien tidligere på ugen, måtte allerede hér påbegynde sin ridning på Pusjkin, som dog svarede fortræffeligt og samtidig nød godt af det høje udgangstempo.

Duca Di Como havde fortsat en komfortabel føring ind på opløbsstrækningen, men galopspringene blev kortere samtidig med, at både Plantstepsdream og Pusjkin åd sig ind, meter for meter.

Til slut var Pusjkin bedst og sejrede med hals foran Plantstepsdream, mens Duca Di Como var yderligere en hals efter som tredje.

Pusjkin vinder ITM Spring Mile (L) foran Plantstepsdream og Duca Di Como. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Et fremragende opløb i årets første skandinaviske Listed Race, og for både Francisco Castro og Elione Chaves blev det tilmed ‘en sejr i sejren’.

Castro fik taget revanche for sidste sæsons knebne nederlag i netop ITM Spring Mile (L), og Chaves, som under slutningen af sit Australiensophold fik at vide, at alliancen med Duca Di Como var forbi, strøg i stedet til tops med konkurrenten.

Førstepræmien i ITM Spring Mile (L) var 135.000 svenske kronor værd for Pusjkin, som ejes af Stall Inger Linell – Asap, og den 6-årige vallak har nu en samlet indtjening på 2.266.150 kronor med otte sejre i 23 starter.

Francisco Castro og Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Bag de tre første gennem mål blev der syv længders afstand til Bent Olsen-trænede Pjerrot, som tog fjerdepladsen foran Falkor og Steinar.

Elione Chaves og Francisco Castro hjemtog sidenhen også Sunday Special med Footfall (Footstepsinthesand), men det var dog først efter at have vundet en protest mod Fredrik Reuterskiölds Dakota River (Sioux Nation), som var først over stregen.

Voldgiften fandt, at Footfall blev generet i en sådan grad, at det kostede hesten sejren, og derfor blev der vendt om på de to første gennem mål.



Den anden af søndagens hovedbegivenheder var sprinternes Goffs Skånska Trängregementets Minneslöpning over 1200 meter.

Hér fik publikum en sublim opvisning af Tord Nilssons 7-årige Kinsman (Exceed And Excel), som i opløbet forlod Nina Lensviks El Guanche (Power) og vandt med fem længder.

Kinsman og Annie Nilsson Lindahl på vej mod en overlegen sejr i Goffs Skånska Trängregementets Minneslöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

El Guanche holdt akkurat Fredrik Reuterskiölds Rangoon (El Kabeir) fra andenpladsen, mens Mountain (Eishin Dunkirk) blev fjerde.

Kinsman fik 45.000 kronor for sejren under Annie Nilsson Lindahl, og hesten kunne godt se ud som om, at han går en endnu bedre sæson i møde end i fjor, hvor han bl.a. var kort slået til andenpladsen af City Code (Kodiac) i Zawawi Cup (L) på den svenske Derbydag.


Yobro og Andreas Tapia Dalbark blev årets første vindere på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Årets første løb på Jägersro blev vundet af den regerende championtræner, Lennart J:r Reuterskiöld og staldens førstejockey Andreas Tapia Dalbark, med Al Wukair-sønnen Yobro.

Yobro førte hele vejen over de 1600 meter og afviste uden problemer et ellers fint angreb fra Oscar Berneklints debutant Montauk (Masar), som ligner en hest der vinder løb inden længe.

På tredjepladsen fulgte Kinsmans staldveninde Great Green Rose (Dandy Man) før Bent Olsens Napoleon (Al Shemali) og Vanja Sandrups Half Dream (Hurricane Red).


Mathilde Lund Johansen vinder den første af to dagssejre med Billy’s Joy. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Den danske lærling, Mathilde Lund Johansen, som nu arbejder hos Jessica og Padraig Long, fik en forrygende dag med to vindere.

Den første kom i hus med Veronika Jandovás Billy’s Joy (Brazen Beau) over 1200 meter, og siden afsluttede hun dagen med at ride Jonna Larssons Kengät Jalassa (Helsinki) til en overlegen sejr over 2200 meter.

Søndagens største bifald gik dog til den tidligere stjernejockey Manuel Santos, der i sit comeback-ridt som amatørrytter vandt med Jane Olins 8-årige Positano (Special Quest).

Santos blev modtaget med højlydte klapsalver, da han kom tilbage til vindercirklen på favoritten, som var spillet ned i 2,6 gange pengene.

Manuel Santos får comeback-sejr i bøjlerne på Positano. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top