fbpx

Go On Carlras eminent i Evasive Sceptre Stakes

Efter fem andenpladser fordelt på de to første løbsdage i Klampenborg, kom forløsningen på det helt rigtige tidspunkt for Rikke Rohbach Bonde, da 6-årige Go On Carlras indfriede favoritværdigheden og leverede endnu en eminent sæsondebut i Evasive Sceptre Stakes.



Go On Carlras (Harzand) skulle med topvægten 60 kilo give mellem to og fire kilo til samtlige konkurrenter foruden Stockholm-gæsten Little Arabella (Karakontie), men hoppen beviste igen, at sidste års triumf i Scandinavian Open Championship (Gr.3) ikke bare var en enlig svale.

Med sin selvsikre makker Nicolaj Stott i bøjlerne cantrede Go On Carlras sig let i front ved indgangen til opløbet, og herfra løb hun alene mod målstregen uden for alvor at blive presset.

Go On Carlras og Nicolaj Stott vinder Evasive Sceptre Stakes foran Una Matina og Nascetta. Foto: Burt Seeger.

Først til allersidst nærmede Una Matina (Golden Horn) sig efter en god afslutning, men selv med fire kilo mindre på ryggen var hun ikke i stand til at true vinderen, som sikrede en førstepræmie på 100.000 kroner til Stald Ras.

Lige bag Una Matina sluttede længe førende Nascetta (Dubawi), som rejste sig flot ovenpå premieredagens skuffelse i Åbningsløbet. Nascetta løb med to kilo mere på ryggen end Una Matina, men havde til gengæld fordel af et løb i kroppen.

Go On Carlras og Nicolaj Stott vinder Evasive Sceptre Stakes. Foto: Burt Seeger.

De to sidste præmier tilfaldt Nascettas staldveninde Good To Go (Zoffany) og Patrick Wahls Little Arabella.

Rikke Bonde ventede i fjor helt til slutningen af maj med at give sæsondebut til Go On Carlras, men i år viste hoppen sig klar en måned tidligere, og nu må hun være spot-on til sit titelforsvar af Scandinavian Open den 25. maj.

Rikke Rohbach Bonde og Karen Margrethe Sig Rasmussen med deres Sceptre Stakes-vinder Go On Carlras. Foto: Burt Seeger.

Go On Carlras er opdrættet på Rävdansens Stuteri og har endnu blot 21 løb i benene fordel på fem sæsoner. Hun har nu vundet syv gange og rundede i går en million kroner i samlet indtjening.

Løbssponsor Berner Olsen, som opstalder avlshingsten Evasive, sammen med kredsen bag Sceptre Stakes-vinderen Go On Carlras. Foto: Burt Seeger.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top