fbpx

RaceTime: Mowerinaløbs historie

Der kan næppe herske tvivl om, at Mowerina, der blev født i Danmark i 1876, er den mest betydende hoppe for dansk fuldblod nogensinde. Derfor lægger hun stadigvæk navn til hoppernes store forårsklassiker, der internationalt kendes som Danish 1000 Guineas.


Mowerina blev født i Danmark i 1876.

Mowerinas mor Stockings blev købt i 1870’erne af den danske godsejer Otto Scavenius.

I 1875 blev Stockings bedækket med Scottish Chief, og resultatet blev et hoppeføl, som blev navngivet Mowerina.

Mowerina kom aldrig til at løbe i Danmark, men hun vandt derimod flere storløb i England og Tyskland som 2-og 3-årig.

Godsejer Scavenius sendte allerede som åring Mowerina til England, og her udviklede hun sig til at blive en ikke særlig stor, men kraftig, måske lidt kantet 2-åring med usædvanlige gode sunde ben, store klare øjne, og som det skulle vise sig i besiddelse af et fuldendt temperament og en god portion speed.

I Tyskland vandt hun som 2-årig Jugend-Preis i Baden-Baden, og efter salget til England vandt hun både Snailwell Stakes, Burwell Stakes, Saturday Stakes og Rowley Mile Plate i Newmarket, samt bl.a. Doncasters Portland Plate.

Igennem løbskarrieren, der strakte sig til slutningen af hendes sjette leveår, vandt hun 16 løb i 38 starter. Hun løb næsten altid over korte distancer og måtte bære høje vægte pga. sine mange gode præstationer.

Mowerina indløb i alt 4374 pund, hvilket var et stort beløb dengang, når man også tager i betragtning, at hun ikke var meldt i de klassiske løb.

I 1880 skiftede hun ejer. Køberen var Mr. H. E. Beddington, der efter at have vundet to løb med hende videresolgte hende til til Lord Rossmore, der efter en dag, hvor han havde tabt 1400 pund i spil, solgte hende til Hertugen af Portland.

I sin sidste sæson på turfen i 1882 løb Mowerina syv gange, hvoraf hun vandt de tre. På det tidspunkt var hun i fol ved Galopin. Det var absolut et særsyn.

Føllet, der kom til verden blev en fremragende væddeløber – hoppen Modwena.

Allerede som 2-årig vandt Modwena ni løb, men hun led også et ret ejendommeligt nederlag.

Samme dag hvor hun allerede havde vundet var hun meldt i et andet løb, som hun så også deltog i. På forhånd syntes det som en walk-over. Man besluttede derfor at starte – men blandt modstanderne var en stor forvokset hingst, der var i væddeløb for første gang.

Ingen – udover hestens træner – troede på sejr for debutanten. Modwena var storfavorit – men uden på nogen måde at løbe sig ud vandt den nye modstander, der bar navnet Ormonde.

Han skulle blive et af de helt store navne som ubesejret, så der var god en forklaring på nederlaget.



Donovan – det bedste afkom!

Mowerinas næste afkom i 1884 var ikke noget at skrive hjem om og i 1885 var hun gold til Hermit. Men så – i 1886 fik hun sit bedste afkom overhovedet: Galopin-hingsten Donovan.

Donovan vandt som 2-årig 11 løb og vandt året efter både Derby og St. Leger. Han ville uden tvivl også have vundet Triple Crown-titlen, hvis ikke hans jockey havde været så sikker på sejren i 2000 Guineas, at det lykkedes ham at ”smide” den væk.

Donovan satte for sin tid rekord som mest vindende hest idet han i to sæsoner – inden han gik i stutteriet – vandt ialt 55.155 pund. Han vandt 18 løb i 21 starter.

Mowerinas afkom året efter blev ligeledes en fremragende væddeløber. Det var den brune hoppe Semolina efter St. Simon. Hun var lille af vækst, men i besiddelse af en enorm aktion.

Som 2-årig vandt Semolina 13 løb i 14 starter. Hun udviklede sig kun beskedent fra 2- til 3-årssæsonen, men alligevel vandt hun også det klassiske 1000 Guineas.


Raeburn var uheldig at være i samme årgang som en række topheste.

Raeburn slog Isinglass

Mowerinas afkom i 1888 hed Koorali. Det var en helsøster til Semolina, men hun nåede aldrig at blive en succesfuld hoppe. Året efter var Mowerina gold.

Men i 1889 kom der igen et godt afkom. Det var hingsten Raeburn efter St. Simon. Han var dog lidt uheldig med at være fra samme årgang som en række rigtig gode heste. Alligevel lykkedes det for ham virkelig at gøre opmærksom på sig selv. Han var således tredie i såvel The Derby som i St. Leger.

Glemmes skal heller ikke hans triumf i Lancashire Plate, hvor han tilføjede fantastiske Isinglass sit eneste nederlag. Det skal dog med at han løb med fem kilo mindre end Isinglass.

Mowerina forekom nu at være på vej til sit fortjente otium. De næste fire år bragte hun ingen afkom. I 1895 fik hun et afkom som ikke var noget at skrive om. 21 år gammel kastede hun tvillinger ved Carbine og blev herefter pensioneret frem til sin død i 1906.

Det var så historien om en af verdens bedste hopper i 1800-tallet. Og herhjemme – trods hendes engelske afstamning og triumfer i England, har vi alligevel grund til at mene, at vi kan bryste os af en lille andel i den fremragende hoppe.

Og det afspejler sig i, at vi med rette har opkaldt hoppernes forårsklassiker 1000 Guineas efter Mowerina.


Mowerina fotograferet som avlshoppe i England.
Picture of RaceTime

RaceTime

Bag RaceTime står brødrene Per og Klaus Bustrup. Familien Bustrup har været fast inventar på Klampenborg Galopbane siden midten af 1950'erne. Per har været marketingchef på Klampenborg Galopbane, hvor han introducerede banens program ”Galoppen”, og han var én af iværksætterne bag Scandinavian Open Championship. Han var medkommentator på DR-TV ved større galopbegivenheder. I 1986 stiftede han sit eget reklamebureau. Per har udgivet bogen ”150 år med fuldblod, fest og farver” sammen med Hans Erik Westerberg samt ”Bagerlærlingen, der blev ”championjockey”. Han har været medejer af bl.a. Blue Mary og Stradivarius. Klaus var i mange år adm. direktør for Landbrugsraadet. Han har været formand for Danidas Styrelse og for bestyrelsen i FødevareBanken.

Seneste artikler

Scroll to Top