Guineas Classic Consolation: Så faldt poletten for Icecapadas søn

Efter fire starter, hvor han optrådte meget urutineret, faldt poletten endelig for 3-årige Glendevon i søndagens Guineas Classic Consolation på Bro Park. Sønnen af Gleneagles og den tidligere stjernehoppe Icecapada vandt let med halvanden længde foran staldveninden Stepping Stone.



Niels Petersen havde hidtil trukket blankt på Stockholms Stora Pris-dagen, men i det afsluttende opgør fik Skandinaviens regerende championtræner en double med heste, som måske kan være et par af fremtidens navne.

Vindende Glendevon (Gleneagles) havde sæsondebuteret med en andenplads bag A Million Dreams (Moohaajim), som i dag var tredje i Svenskt 1000 Guineas, og senest sluttede han lige udenfor præmierækken i Dansk 2000 Guineas.

Denne gang var han bedre med fra start og vandt med ørerne fremme under Carlos Lopez.


Glendevon og Carlos Lopez på vej mod sejren i Guineas Classic Consolation foran Stepping Stone. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Petersens anden deltager, Glæsner Racings Stepping Stone (Moohaajim), startede for blot anden gang i karrieren og viste også stor fremgang for Per-Anders Gråberg. Stepping Stone er i øvrigt halvsøster til sidste års svenske og norske Derbyvinder Schamyl (Appel Au Maitre).

Tilbage til vindende Glendevon, som afgjort også har afstamningen til noget rigtig stort. Han er første startende afkom ud af danske Carsten Nørgaards avlshoppe Icecapada (Mastercraftsman), som i sin aktive karriere for netop Niels Petersen var championhoppe i Skandinavien.

Icecapada blev – akkurat som sin storebror Hurricane Red (Hurricane Run) – bedre med alderen, og det lå aldrig i kortene, at Glendevon skulle være en tidlig 2-årig. Han fik et par starter i august og september i fjor, hvor han kun var ude for at lære, og nu ser det endelig ud til, at poletten faldt.


Guineas Classic Consolation-vinderen Glendevon og Carlos Lopez. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

“Han er en talentfuld hest, som har brug for tiden og sikkert også længere distance. En fin hest til Dansk Derby”, sagde Carlos Lopez efter søndagens sejr.

Glendevon ejes af Wibecke Nagell-Erichsens Stall Zuccini og tjente 112.500 svenske kronor for sejren i Guineas Classic Consolation.

Bag de to første ankom Roy Arne Kvislas Frankie Step (Appel Au Maitre) før Søren Jensens Anchorage (Moohaajim) og Patrick Wahls New England (Lord Of England).

Både Svenskt 1000 Guineas, Jockeyklubbens 2000 Guineas og Guineas Classic Consolation endte således med triumfer for de danskopdrættede heste.

Glendevon er født og opvokset på York Stutteri, hvor Icecapada har haft sit faste domicil siden hun indledte avlskarrieren. Udover Glendevon er hun mor til 2-årige Icefall (Juniper Tree), som er i træning hos Lennart J:r Reuterskiöld, og til en 1-årig hoppe efter Oasis Dream.


Niels Petersen med Guineas Classic Consolation-vinderen Glendevon og jockey Carlos Lopez. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top