Hvis nogen i mellemtiden skulle have glemt hvor god hun er, så gav Glæsner Racings UAE Oaks (Gr.3)-vinder Queen Azteca en venlig påmindelse om sin styrke i onsdagens Derby Next Stop over 2200 meter på Jägersro.
Sharp Azteca-datteren leverede en sand magtdemonstration under Carlitos Lopez, som kunne sidde bomstille hele vejen.
Sammen med Niels Petersens anden deltager, Derby Trial-vinderen Big Red Bling (Volatile), lå Queen Azteca bagerst i det lille fem hestes felt fra start. Det gik ikke stærkt foran med Vanja Sandrup-trænede Too Darn Easy (Too Darn Hot) i front, og Lopez tog flere gange op i Queen Azteca for ikke at sende hende af sted for tidligt.
På vej ind i opløbssvinget kunne han dog ikke holde hende tilbage længere, og så snart han gav en smule tøjle, rundede hun på få galopspring konkurrenterne gik mod den letteste sejr i verden.
Elione Chaves havde også fået god fart under Big Red Bling, som dog chanceløs galopperede mod karrierens første nederlag.
Lopez så sig et par gange efter Chaves i opløbet og kunne bare konstatere, at der ikke var nogen grund til andet end at sidde stille, og sejren kunne have været meget større end de små fire længder.
Big Red Bling havde yderligere seks længders afstand til Fredrik Reuterskiöld-trænede Maybach BF (Australia), hvorefter der var yderligere mange længder til Crack Up Gadelius (Cracksman) og Too Darn Easy.
Det var Queen Aztecas første start siden femtetepladsen i UAE Derby (Gr.2) på Dubai World Cup-dagen den 5. april, og hoppens tredje sejr i 2025 betød, at hun alene i år har rundet 2,5 millioner svenske kronor i præmiesum.
“Man bliver rørt over at se hende. Hun er så cool – og god”, sagde Kiri Glæsner efter løbet i vindercirklen, og Niels Petersen tillagde:
“Hun fik et lille hvil efter hjemkomsten fra Dubai, men har trænet hele tiden. Hun er lidt rund endnu, og vil gå yderligere frem med dette løb i kroppen. Som det ser ud lige nu, skal der en god hest til at slå hende i Svenskt Derby”.
Det var Queen Aztecas fjerde sejr i otte karrierestarter, og hun kommer den 13. juli til start i Svenskt Derby som ubesejret på Jägersro, hvor hun i fjor også vandt Stig Holms Memorial med fem længder.
Artiklen opdateres senere med fotos.