I sin karrieres fjerde start, og den første over 2200 meter, trodsede Rikke Rohbach Bonde-trænede Firstof All sine to kilos overvægt og sejrede let med tre længder i Derbytesten på Klampenborg.
De to kilo mere på ryggen skal nok komme Firstof All til gode, når Nicholas Cordrey efter weekenden opdaterer handicappet, og Juniper Tree-datteren ser under alle omstændigheder ud til at have galopperet sig direkte ind i Derbybilledet.
Hoppen fik langt fra nogen gnidningsfri rejse undervejs, og især rundt tribunesvinget satte hun længder til, da indvendige Sov Gott (Appel Au Maitre) brød lidt ud i banen.
Dette bevirkede også, at Bent Olsen-trænede Sandhurst (Havana Gold) mistede en del længder, men til slut var netop disse to alligevel de bedste.

Nicolaj Stott tog den lange, men sikre vej udenom feltet rundt opløbssvinget og lagde an til et udvendigt angreb på længe førende Grey Eminence (Al Shemali), som kæmpede bravt indvendigt og sidenhen også holdt tredjepladsen foran Sov Gott, mens den sidste præmie tilfaldt Hema (Al Shemali).
Vindende Firstof All ejes af The JC Organization, som også har opdrættet hoppen på York Stutteri. Hun er det første startende afkom ud af Juddmonte-hoppen First Spirit (First Defense), som Alice og John Weiste Christensen købte for €80,000 på 2019-udgaven af Goffs February Sale.

Hun var på daværende tidspunkt i fol ved Zoffany (Dansili), men føllet hun bar i livmoderen, nu 6-årige Zymphony, kom på grund af en skade aldrig til start, og hun er nu i stedet avlshoppe på Stutteri Thorskovgaard.
Zymphony fik i fjor sit første føl, en hoppe efter Go Go Gadget (Areion) som er døbt First Violin, og tidligere i år folede hun en hingst, ligeledes efter Go Go Gadget.
The JC Organization ejer stadigvæk 10-årige First Spirit, men avlshoppen residerer nu på Anna Sundströms stutteri i Normandiet, hvor hun tidligere i år nedkom med en hingst efter Prix du Jockey Club (Gr.1)-vinderen Intello (Galileo), og siden er hun blevet genbedækket ved Prix de l’Arc (Gr.1)-vinderen Ace Impact (Cracksman).

First Spirit er en ustartet datter af Juddmontes Listed-vinder Choice Spirit (Danzig), og hun er halvsøster til Hachita (Gone West), der bl.a. har produceret Prix Jean Romanet (Gr.1)-vinderen Announce (Selkirk) og Gruppe-3-vinderen Mexican Gold (Medaglia d’Oro).
Selv er Choice Spirit halvsøster til Juddmontes legendariske Dewhurst/2000 Guineas-vinder Zafonic (Gone West) og denne helbror Zamindar. To hingste, som hver især kom til at sætte et kæmpe præg på både Prince Khalid Abdullah og HH Aga Khans avlsimperier.
Firstof All nåede kun til start en enkelt gang som 2-årig i fjor, hvor hun den 16. oktober sluttede fjerde i et maidenløb over 1600 meter på Jägersro – som i øvrigt blev vundet af den senere svenske Kriteriums-vinder og årets Voter-2’er Sir Diamond (Appel Au Maitre).

Firstof All sæsondebuterede den 12. april med en andenplads, kort slået af Golden Dreams (Girolamo), der siden fulgte op med en andenplads bag Wassim (Zarak) i Dansk 2000 Guineas.
Senest var Firstof All femte i Mowerinaløb, tre længder bag Wiggle Wine (Go Go Gadget), men denne fredag aften kom forløsningen endelig, og det er nok ikke helt utænkeligt, at The JC Organization og Rikke Rohbach Bonde har en sejrskandidat til både Dansk Derby og Dansk Oaks.

Også Bent Olsen, der sadlede anden- og tredjehesten gennem mål i Derbytesten, var især godt tilfreds med Sandhurst, som viste klar fremgang under Carlos Lopez.
“Det var kun hans tredje start, og han er på ingen måde blevet ‘tunet’ til noget som helst endnu. Der er stadigvæk masser af knapper at dreje på med ham, og jeg ser ham som et rigtig godt kort til Dansk Derby”, kommenterede Olsen efter løbet.