RaceTime: Birte Müllertz – ”Et langt liv med antikviteter og galopheste”

Hun er en legende i dansk galopsport. Birte Müllertz. I 1954 vandt hun Ladies Cup på Klampenborg som 15-årig, og Birte blev en af Danmarks bedste amatørryttere. Senere er hun blevet hesteejer, og i dag er Birte anpartsejer i Stald Chili. Men Birte Müllertz er også kendt i andre kredse. Siden 1980 har hun ejet antikvitetsbutikken på Ordrupvej 123, og hun var i mange år deltager i DR’s populære TV-program ”Hvad er det værd?”


Birthe Müllertz fotograferet under interviewet med RaceTime i hendes antikvitetsbutik på Ordrupvej. Foto: Klaus Bustrup.

NEVERMIND SKUFFEDE – DENNE GANG.

Fredag aften  på galopbanen aftalte jeg med Birte Müllertz, at vi næste formiddag skulle mødes i hendes antikvitetsbutik. Om søndagen skulle Stald Chilis Nevermind (Zoffany) starte i Listed-løbet Challenge Stakes på Bro Park.

Der var i kredsen bag Stald Chili en vis forventning til Nevermind efter den flotte sejr i årsdebuten på Klampenborg i Golden Mile (L), hvor han bl.a. slog King David (Elusive City).

Men som Birte nævnte: ”Nevermind har kun startet en gang før udenfor Klampenborg – og det var ikke nogen succes.” Det blev det heller ikke denne gang. Nevermind var sidst i mål. Han foretrækker måske at blive på Klampenborg, og her glæder vi os til at se ham igen.

Stald Chili, løbssponsor Alexcander Elsass og jockey Per-Anders Gråberg nyder Neverminds sejr i Wentworth Golden Mile (L). Foto: Burt Seeger.

ET GODT KØB.

Men det ændrer ikke på, at Nevermind, der ejes af Stald Chili bag hvilket pseudonym gemmer sig Lise Leth, familien Keller, Mogens Schougaard, Flemming Keller-Hendriksen og Birte Müllertz, gjorde en særdeles god handel, da de sidste år købte Nevermind af Hoppe og Co.

”På det tidspunkt havde Nevermind kun vundet én gang”, forklarede Birte. ”Efter købet er det blevet til seks sejre for Nevermind, der blev kåret til Årets Handicapper på Klampenborg i 2024. Og siden købet har Nevermind indløbet mere end 300.000 kroner.”

Birte Müllertz og de øvrige medejere af Nevermind ved Klampenborg Galopbanes Championatsfest 2024, hvor Nevermind blev kåret til  Årets Handicapper 2024. Nevermind er i træning hos Søren Jensen og opdrættet af Stald Jupiter. Foto: Jonas Raaby.

SUCCES FRA START AF.

Birte Müllertz blev født i 1938, og hun er opvokset i Charlottenlund, hvor hun stadig bor. Hun gik på Skovgårdskolen og som hun sagde: ”Ingen havde siddet på min pult før, da jeg startede på Skovgårdsskolen, for skolen var helt ny.”

Som 10-årig begyndte Birte at ride på Ordrupdal, og hun gik til væddeløb på Klampenborg og ”hinsidans” på Jägersro.

”Træner Frank Isacsson havde på det tidspunkt heste i træning på Ordrupdal, og han tilbød mig at ride ud for ham på galophestene om morgenen,”, nævnte Birte.

Frank Isacsson vandt Dansk Derby i 1967 med Jens Olsens Far Bell, der blev redet af Gert Hansen. Han flyttede senere til Trongårdsvej ved Fortunen, hvor datteren Bente bor i dag, og hvor Veronika Jandová, der har sejret i årets to første 2-årsløb på Klampenborg, har sine heste i træning.

”Jeg fik hurtigt chancen for et ridt på Valkyrie, der aldrig havde vundet, og det blev til en andenplads i mit første ridt som amatørrytter,”, kunne Birte berette.

Birtes næste ridt kom kort tid efter i Ladies Cup i 1954. Hun var 15 år gammel, og Birte Norup, som hun hed dengang, vandt.

Birte blev pludselig kendt. Det var ikke set før, at en 15-årig skoleelev vandt et af de fornemste løb for amatørryttere. Og som det blev skrevet dengang, var alle enige om ”at nutidens unge piger er yndigere end nogensinde før.”

Redaktør på Berlingske Tidende Ernst Schwencke kunne få forsiden ryddet, når der var store galopbegivenheder – Dansk Derby m.v. Det var dengang. Og han havde en stor overskrift i Berlingeren, der lød: ”Kom ud og se Birte”.

Billeder fra Galop-Bogen 1954, som Birte medbragte til interviewet. Tv. opløbet i Ladies Cup, hvor Nimbus sejrer før Niels Holger og Bel ‘Adil. Th. fra venstre i billedet, frøken Tove Mollerup, der blev nr. tre, fru Alice Schiørring, der var anden, og frøken Birte Norup.

”Jeg var i en periode deltidsansat  på Klampenborg Galopbane,” nævnte Birte, ”og Ernst Schwencke, der var hestesportsjournalisternes nestor dengang, var ofte i røret.”

Som amatørrytter vandt Birte 29 gange, og det blev til fem sejre i Ladies Cup. Fire på Klampenborg og én i Provinsen.

Birte i sadlen på Sportsrideskolens Meloni efter sejren i Ladies Cup i 1956. Foto fra Galop-Bogen 1956.

Medens Birte var amatørrytter, erhvervede hun sig sin egen hest, Granat, der blev købt af en af datidens kendte hesteejere, Alf Tomsen, og med den vandt Birte flere løb.

”Jeg holdt op med at ride væddeløb, da jeg havde fået tre børn,” forklarede Birte. ”Det synes jeg var det mest ansvarlige.”

Frk. Norup (Birte) med den flotte ærespræmie fra sejren i Ladies Cup 1954. I dag er Klampenborg Galopbane kunde i Birtes antikvitetsbutik, når de skal købe ærespræmier. Foto fra Væddeløbsbladet, Julen 1954.

EN FAMILIE OG OMGANGSKREDS MED STOR INTERESSE FOR GALOPHESTE.

Birte var i mange år gift med en anden amatørrytter, Ib Müllertz, hvis bror Leif også var en meget aktiv amatørrytter. Og interessen for galopheste er fortsat i familien.

Ib og Birtes datter, Dorte, opnåede 38 sejre – lidt flere end moderen – heriblandt fem triumfer i Prinsesse Benediktes Ærespræmie på Klampenborg. Dorte var også en flittig deltager i  internationale amatørløb. 

De internationale triumfer inkluderede bl.a. sejre i et græsløb på Arlington Park i Chicago, på Phoenix Park i Arizona og i tyske Baden-Baden.

Dorte er kendt for sit mangeårige samarbejde med træner Søren Jensen, der med få undtagelser altid har haft Birte Müllertz’ heste i træning.

Dorte Müllertz med Søren Jensen-trænede Miss Vordingborg og jockey Nicolaj Stott. Miss Vordingborg ejes af Dortes mor, Birte Müllertz. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Dorte Müllertz  med Søren Jensen-trænede Miss Vordingborg og jockey Nicolaj Stott. Miss Vordingborg var ejet af Dortes mor, Birte Müllertz. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Selv har Dorte tre børn, og datteren Selma er gået i familiens fodspor med sin flair for heste. Hun har vundet adskillige ponyløb på Klampenborg og deltaget i internationale ponymesterskaber, og i dag er hun springrytter.

Birtes tidligere mand, Ib Müllertz, var medejer i Galop Kompagniet, der havde stor succes med især Breeders’ Trophy Stayer-vinderen Stradivarius (Chinese Mandarine) og Steinway (Appel Au Maitre) der bl.a. vandt Dansk Breeders Cup og Dansk St. Leger.

Steinway og Martin Rodriguez med Galop Kompagniets Ib Müllertz, Hakon Rønn Jensen og Hans Erik Westerberg, samt træner Søren Jensen og den daglige rytter Dorte Müllertz med sønnen Elliot. Foto: Burt Seeger.
Steinway efter sejren i 2018 i Dansk Breeders’ Cup omgivet af repræsentanter fra Galop Kompagniet, bl.a. Ib Müllertz, og træner Søren Jensen. Tv i billedet ses Dorte Müllertz med sin yngste søn, Elliot. Det var næsten altid Dorte, der red ud på Steinway om morgenen. Foto: Burt Seeger.

Birte Müllertz ejede i flere år heste sammen med Lady Doc (Susanne Rørsgaard) og Kiddy Elsass, og de tre holder fortsat sammen og deler bord på væddeløbsdage i Den Kongelige Tribunerestaurant sammen med Kiddys mand, den mangeårige formand for Dansk Galop Nick Elsass.

I dag er Birte anpartsejer i Stald Chili, og også andre i den ejerkreds har dybe rødder i dansk galopsport og har været med til at sætte deres store præg  på Klampenborg Galopbane.

Nu afdøde Henrik Leth er kendt som løbsreferent på Klampenborg Galopbane og for sine medrivende, engagerede og spændende opløbsbeskrivelser.

Henrik Leth er fætter til Klampenborgs ”Grand Old Lady” Lone Kaj-Nielsen, der døde sidste år, og svoger til Birte Müllertz.

Lone Kaj-Nielsen og træner Bent Olsen i staldrummet hos Bent, da RaceTime interviewede Lone Kaj sidste år før Dansk Derby, som hendes hest Brigadier vandt. Foto: Klaus Bustrup.

Henrik Leths enke, Lise, er mor til Merete Leth Keller fra Dansk Hesteforsikring. Hun er gift med Henrik Keller, og de er alle trofaste gæster på Klampenborg Galopbane.

Merete og Henrik Keller har tre børn og to af dem er i dag meget engageret på Galopbanen.

Peter Leth Keller, der er statsautoriseret revisor, har været formand for Klampenborg Hesteejerforening (nu Racing Club Klampenborg) og sammen med træner Bent Olsen står han i dag for varetagelse af galopinteresserne i boet efter Lone Kaj-Nielsen.

Gustav Leth Keller er ansat på Klampenborg Galopbane, hvor han har et tæt samarbejde med direktøren Carsten Baagøe Schou.

En glad Gustav Keller efter Stald Chilis Nokengangs sejr i Larch Ærespræmieløb i 2019. Martin Rodriguez red Nokengang. Foto: Burt Seeger.

CORREZE VANDT BREEDERS’ TROPHY PÅ TÄBY.

Correze er den bedste hest, som jeg har ejet. En fantastisk hest,” gav Birte udtryk for.

Birte ejede Richard Of York-sønnen sammen med Lady Doc og Kiddy Elsass, og Correze vandt i 2001 Breeders’ Trophy på Täby og indløb ved den lejlighed 740.000 svenske kroner til sine ejere.

Correze var i træning hos Søren Jensen, og han blev redet af Troy Pengkerego (nu Durant). Birte husker stadig, som var det i går, da hun sammen med Susanne og Kiddy, da sejren var i hus, i fuld fart løb ned af trappen på Täbys tribune for at komme ned og hylde Correze.

Til venstre ses Correze og Troy Pengkerego vinde Breeders’ Trophy Classic på Täby i 2001 foran Kalle. Til højre ses Birte Müllertz sammen med Kiddy Elsass og Lars Kelp efter Our Actress’ triumf i Norsk Oaks i 2007. Carlos Lopez var i bøjlerne. Fotos: Svensk Galopp / Norsk Galopp.

Samme ejerpar vandt seks år senere Norsk Oaks, da importen Our Actress (Act One) vandt Norsk Oaks til 23 gange pengene før favoritten Coolmore Rocks (Rock Of Gibraltar).

Our Actress blev redet af Carlos Lopez,” fortalte Birte, ”og han kendte Øvrevoll godt og tog den indvendige bane i opløbet. Men sejren var kneben. Der måtte målfoto til, og tiden føltes meget lang, inden vi fik at vide, at vi havde vundet.”

Our Actress kom aldrig ud at løbe igen.

Oaks-vinderen Our Actress flankeret af Birte Müllertz (længst til højre), Susanne Rørsgaard, Kiddy og Nick Elsass. Foto: Privat.

STALDEN MED DE MORSOMME NAVNE.

Stald Chili har for vane at vælge utraditionelle navne til deres heste. Uhadada, Halløjsa, Nudetnok, Sådan og Nokengang  for at nævne nogle af dem, der har haft succes.

”Med Uhadada (Martaline) og Halløjsa (Academy Award) sikrede vi os sejr to år i træk i Dansk Kriterium. I 2009 og 2010. De var begge trænet af Søren Jensen på Enghavelyst,” berettede Birte.

Uhadada var opdrættet på Stutteri Hjortebo og Halløjsa på Danmarks andet store stutteri, York Stutteri.

”Og det er fra de to stutterier, at vi i Stald Chili har købt næsten alle vores heste,” påpegede Birte.

Uhadada præsterede at vinde Dansk Kriterium i sin debut, og året efter vandt han Larch Ærespræmie, begge gange redet af Nicolaj Stott.”

Søren Jensen har været Stald Chilis foretrukne træner gennem årene, og ud over en række andre storløb har Søren Jensen vundet Dansk Kriterium et utal af gange. Foto: Burt Seeger


Halløjsa blev desværre skadet sidst på sin toårssæson,”, supplerede Birte og fortsatte:

”Hoppen, Nudetnok (Academy Award) måtte nøjes med en andenplads i Dansk Kriterium i 2013. Hun er nu ejet af Martin Hjorth Jensen og opstaldet på Stutteri Hjortebo og mor til den danske St. Leger-vinder i 2013 Suspicious Boy (Appel au Maitre).”

”Vi havde store forventninger til Sådan (Academy Award),” forklarede Birte. ”Han var helbror til Call Of Duty, der havde vundet Dansk St. Leger.”

Sådan fotograferet med ejerkredsen omkring sig efter sejren i Derby Testen i 2015. Foto: Burt Seeger.

”Som 3-årig i 2015 vandt Sådan Derby Testen, og han var anden i Derby Trial Stakes, så vores håb om en derbysejr steg. Sådan var også blandt favoritterne, men han svigtede. Det blev dog til en andenplads i Dansk St. Leger senere på året.”

”Men vi noterede os selvfølgelig, at Sådans halvbrødre fik betydelig større succes på turfen end ham selv”.

Suspicious Mind (Appel au Maitre) vandt året efter overlegent Dansk Derby og senere bl.a. Scandinavian Open Championship (Gr.3) tre gange.”

”Og Wishformore (Center Divider) vandt Breeders’ Prize Classic på Øvrevoll i 2019 før Queen Rouge (Lord Of England) og Oslo Cup (Gr.3) i 2021.

Nokengang slår Fortune Star i Giant Sandman Larch Ærespræmie. Foto: Burt Seeger.

”Med Nokengang (Center Divider) var vi i 2018 igen tæt på vores tredje sejr med  Stald Chili i Dansk Kriterium, men han måtte nøjes med en tæt andenplads,” fortsatte Birte.

Nokengang var som 2-årig også anden i Produce Stakes og i Vinterfavoritternes Ærespræmie, og året efter sikrede han os vores anden sejr i Larch Ærespræmieløb.”

”Så vi kan ikke klage over manglende succes i Stald Chili”, understregede Birte.

Stald Chilis seneste skud på stammen er Vincenzo, der er opdrættet af Breeding and Racing I/S på York Stutteri.

”Han er særdeles godt trukket, ” nævnte Birte. ”Han er efter Juniper Tree (Galileo) og ud af Wootton Basset-hoppen Victoria Plaza, der sluttede sin væddeløbskarriere med sejr i 2019 i Lanwades Stud Stakes (L).”

Wootton Bassett (Iffraaj), der er opstaldet på Coolmore, er den mest succesrige avlshingst i Europa i år.

Vincenzo var gjort til favorit i sin debut, men han måtte nøjes med en fjerdeplads. ”Måske fik han sin debut lige tidligt nok,” nævnte Birte. ”Han er stadig lidt rund i det.”


Miss Vordingborg/Elione Chaves når akkurat forbi Beaufort Twelve/Nicolaj Stott i Carl Ras Mowerinaløb. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Miss Vordingborg/Elione Chaves når akkurat forbi Beaufort Twelve/Nicolaj Stott i Carl Ras Mowerinaløb. Foto: Burt Seeger / US Photo.

MISS VORDINGBORG SLOG HOPPEELITEN.

I 2016 fik Birte Müllertz endnu en klassisk vinder, da Miss Vordingborg (Layman) vandt Mowerinaløb. Miss Vordingborg var på det tidspunkt ejet af Hilmer Petersen og Birte, men senere overtog Birte hende alene.

Mowerinaløb 2016 hører hjemme i Klampenborg Galopbanes historie. Det viste sig senere, at der var tale om et særdeles stærkt felt.

Beaufort Twelve (Academy Award) vandt samme år Svenskt 2000 Guineas og Breeders’ Prize Classic på Øvrevoll. Elektra Art (Excellent Art) Dansk og Norsk Oaks og Appelina (Appel Au Maitre) Norsk 2000 Guineas og senere tre Breeders-løb og indløb i alt næsten 5 millioner svenske kroner.

Præmieoverrækkelse efter Mowerinaløb. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Karen-Margrete Sig Rasmussen overrækker Birte Müllertz, ledsaget af to af børnebørnene og en af deres veninder, ærespræmie efter Miss Vordingborgs sejr i Carl Ras Mowerinaløb i 2016.

Såvel Miss Vordingborg som Beaufort Twelve var i træning hos Søren Jensen. Miss Vordingborg kom til Mowerinaløb med sejre i tre af de seneste fire starter. Kriteriumsvinderen Beaufort Twelve havde vundet i sin eneste start som 3-årig.

Beaufort Twelve var favorit”, fortalte Birte, og Nicolaj Stott, der var førstejockey hos Søren Jensen, foretrak ridtet på hende.”

”Det lignede da også længe en sejr til Beaufort Twelve, men heldigvis fangede Miss Vordingborg hende på målstregen og vandt efter målfoto”.

”I Mowerinaløb gik Miss Vordingborg sit livs løb, ” fortsatte Birte. ”Det blev til gode placeringer senere i karrieren, men hun vandt aldrig igen. Hun gik gode morgengalopper, men når der skulle løbes væddeløb, blev hun sur.”


Birte Müllertz antikvitetsbutik på Ordrupvej 123, hvor Birte startede i 1980. Privatfoto.

ANTIKVITETSHANDLER I 45 ÅR.

Forretningsmæssigt har antikviteter fyldt en stor del af Birte Müllertz’ liv.

Birtes far var meget interesseret i antikviteter og rejste 2-3 gange hvert år til London og på et tidspunkt begyndte Birte at ledsage ham.

Birte havde sammen med sin søster oprindeligt en børnetøjsforretning, men i 1980 etablerede hun sig på Ordrupvej 123 med en antikvitetsforretning, og der har hun nu haft til huse i 45 år.

I vinduet hænger nu et skilt med ”Ophørsudsalg”, men som Birte siger: ”Jeg bliver her, til der er udsolgt.”

Og det tager nok et stykke tid. Som nævnt fandt interviewet med Birte sted i hendes antikvitetsbutik – i åbningstiden – og som en kunde udtrykte det: ”Her er jo sindsrivende mange ting.”

Der er nok at vælge imellem i Birte Müllertz antikvitetsbutik. Foto: Klaus Bustrup.

Det kan jeg bekræfte. Overalt er der antikviteter placeret på borde, hylder, i glasskabe, hængt op i loftet eller på væggene. Det var ikke nemt at finde et sted, hvor vi kunne sidde sammen, og jeg kunne interviewe Birte, men det lykkedes.

Gennem årene har Birte købt et utal af dødsboer og besøgt adskillige markeder og erhvervet sig en stor viden om antikviteter og deres værdi.

Det førte til, at hun i fem år øsede ud af sit store kendskab til antikviteter, deres historie og værdi, i det populære TV-program ”Hvad er det værd?”. Her kunne besøgende af Birte få  vurderet værdien på de ting, som de medbragte.

”Nogle gik skuffede hjem, men de fleste gik glade hjem”, fortalte Birte.

Birte Müllertz sammen med Susanne Rørsgaard og Kiddy Elsass. Foto: Svensk Galopp.

GLAD FOR AT VÆRE MEDEJER.

Birte Müllertz har næsten altid været medejer af galopheste og ikke eneejer.

”Det har jeg det godt med,”, nævnte Birte. ”Det er rart at have nogle at dele glæder og sorger med – og udgifter.”

Trods sine 86 år er Birte Müllertz ”still going strong.” Hun er frisk og rørig. Der er nok at se til i antikvitetsbutikken, og Birte svigter meget sjældent en væddeløbsdag på Klampenborg.

Birte har al mulig grund til at være stolt af sit liv. Af sit liv med antikviteter. Af sit liv med heste og af sit liv med sin familie og omgangskreds.

Sponsor Birte Müllertz overrækker ærespræmier til Lone Kaj-Nielsen, Bent Olsen og Kevin Stott. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Sponsor Birte Müllertz overrækker ærespræmier til Lone Kaj-Nielsen, Bent Olsen og Kevin Stott efter All Or Nothings sejr i Dansk 2000 Guineas i 2016. Birte er hvert år sponsor for et væddeløb på Klampenborg Galopbane. Foto: Burt Seeger.
Picture of Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste artikler

Scroll to Top