Jan-Erik Neuroth sadlede kun en enkelt hest torsdag aften på Øvrevoll, men det var nok til et besøg i vindercirklen. 3-årige Icon Bling vandt imponerende let i hænderne på Sandro de Paiva og nærmer sig favoritskabet til Norsk 2000 Guineas.
På trods af blot fire deltagere i aftenens indledende 3-årsløb over 1600 meter, var der rigeligt med talent på plads.
Fra start satte Cathrine Erichsen-trænede Titan Bling (Cotai Glory) sig på føringen, og den holdt til kort inde på den lige strækning, hvor Icon Bling (Lope De Vega) cantrede forbi.
Mens nåde Titan Bling, Irish Lioness (Invincible Army) og Grey Tycoon (Dark Angel) kom under kraftigt pres af deres respektive ryttere, sad Sandro de Paiva bomstille på Icon Bling, der legede sig til sejren førstepræmiens 26.163 norske kroner.
Afstanden i mål var godt nok lidt mere end to længder, men den kunne let have været langt større.
“Næste opgave bliver Norsk 2000 Guineas, men nu ser det også ud til at han magter lidt længere distance, så tiden må vise om han også kan hævde sig i Norsk Derby”, fortalte Jan-Erik Neuroth, som endnu ikke har smidt krykkerne efter han kom ud for et cykeluheld tidligere i foråret.
Icon Bling startede for niende gang i karrieren og tog sin tredje sejr. Han er fortsat ubesejret i 2025 og i Jan-Erik Neuroths regi.

En flot 2-årssæson i fjor gav en enkelt sejr og fire andenpladser i regi Silja Støren – bl.a. var Icon Bling anden bag Wassim (Zarak) i Norsk Kriterium og ligeledes anden bag Epsilon Pegasi (Churchill) i Skånelandlöpning på Jägersro, mens det også blev til en tredjeplads bag War Bear (Kodi Bear) og Katsumoto (Le Havre) i Vinterfavoriternas Pris på Bro Park.
Icon Bling ejes af Bling Enterprise, som købte ham privat fra Mocklershill forud for Breeze Up-sæsonen i fjor.
Han er andet afkom ud af 3-årsvinderen Hummingbird (Fast Company) og tæt relateret til den dobbelte Listed-vinder San Donato (Lope De Vega), som også var anden i Summer Mile (Gr.2) på Ascot og tredje i det franske 2000 Guineas, Poule d’Essai des Poulains (Gr.1).
Hans mormor, Rocking (Oasis Dream), er en vindende halvsøster til Flying Childers Stakes (Gr.2)- og Norfolk Stakes (Gr.2)-vinderen Superstar Leo (College Chapel), som bl.a. er mormor til Prix de la Foret (Gr.1)-vinderen One Master (Fastnet Rock).
Norsk 2000 Guineas rides den 27. juni på Øvrevoll, og på nuværende tidspunkt står kun 14 navne tilbage på anmeldelseslisten.
Løbet kan potentielt blive et af sæsonens allerstærkeste klassiske opgør, idet otte af kandidaterne står på 80 eller derover i handicap – inklusive Be Curious (U S Navy Flag), Katsumoto, Light Garden (Almanzor), War Bear, War Socks (Kameko), Wassim og Zakopane (Zarak).























































