De sidste to dage af Royal Ascot Meeting bød på tre Gruppe 1-løb. Fredag var det først Commenwealth Cup for 3-årige over 1200 meter. Her var hoppen Time Of Sandals (Sands Of Mali) først over stregen til kæmpe odds 25.
Arizona Blaze (Sergei Prokofiev) var kort slået. Time For Sandals er trænet af Harry Eustace fra Newmarket, og blev redet af Richard Kingscote.
I Coronation Stakes, som også er et Gruppe-1 løb, dystede de 3-årige hopper over 1600 meter. Her vandt Cercene (Australia) med en halv længde foran Zarigana (Siyouni). Cercene trænes af irske Joseph Murphy, og blev reddet af Gary Carroll.
Man skal huske på, at Cercene’s far Australia også var far til Epsom Derby-vinderen Lambourn for et par uger siden. Galileo-hingsten er således avanceret på den europæiske statistik, hvor han med to Gruppe-1 sejre på kort tid er indenfor Top 10.
Jeg har før her på GalopSport fremhævet Starman (Dutch Art) som en kommende stjerne i europæisk avl.
Gruppe-løbene er først lige startet for de 2-årige, men fredag fik Starman sin første gruppe-vinder i hoppen Venetian Sun, der vandt Gruppe-3 løbet for hopper, Albany Stakes. Starman har en bred årgang, men også med stjerner på vej. Han har allerede 11 forskellige vindere, og fører 1st crop championatet med mere end de tre næste tilsammen. Måske den største fornyelse til europæisk avl i flere år.
Lørdag var afslutningen på Royal Ascot Meeting, og her var højdepunktet Queen Elizabeth II Stakes for den ældre elite over 1200 meter. Med £567,000 i førstepræmie er det årets højest doterede sprinteropgør, og naturligvis et Gruppe 1-løb. Det blev et internationalt løb med deltagelse af heste fra både Frankrig, Australien og Japan.
Her trak den 4-årige franske vallak Lazzat (Territories) det længste strå, og vandt med en halv længde foran japanske Sataono Reve (Lord Kanaloa). Lazzat er i fransk træning hos J Reynier og blev redet af James Doyle.
Hardwicke Stakes, et Gruppe 2-løb over 2400m for de 4-årige og ældre heste, blev vundet af Rebel’s Romance (Dubawi) næsten to længder foran Al Riffa (Wootton Bassett). Rebel’s Romance er trænet af Charlie Appleby og blev redet af William Buick. Buick har i år en sejrsprocent på 23.
Den førende trænerstald på Royal Ascot Meeting blev far og søn John og Thady Goshden fra Newmarket med fem sejre. Blandt sejrene var Gruppe 1-sejre til Ombudsman (Night Of Thunder) i Prince Of Wales’ Stakes, og Trawlerman (Golden Horn) i The Gold Cup.
I alt overværede mere end 286.000 tilskuere Royal Ascot Meeting, og det er et gennemsnit på mere end 71.000 pr. dag. Det er mere end Liverpool og Arsenal har plads til i deres hjemmekampe på Anfield og Emirates Stadium.