Lørdagens Guineas Trial på Klampenborg er i sig selv et klassisk opgør værdigt. Hér bliver der nemlig gensyn de tre nuværende højest rangerede danske Derbykandidater: Bettina Andersens My Fortune, Lea Olsens Biot og Bent Olsens Brigadier.
Biot (City Light) vandt i begyndelsen af september Dansk Kriterium foran My Fortune (Appel Au Maitre) og Brigadier (Moohaajim).
Kun sidstnævnte var derefter med i Auktionsløbet senere på måneden, og det vandt han knusende overlegent foran Swedish Calypso (Frontiersman), der på lørdag sæsondebuterer direkte i Mowerinaløb.
My Fortune fik til gengæld revanche mod Biot i Vinterfavoritternes Ærespræmie, hvorefter han også var alene på banen i Svenskt Kriterium.
De tre topnavne er kommet ind i den klassiske sæson med følgende handicap:
- My Fortune: 83
- Brigadier: 82
- Biot: 80
At vi allerede i begyndelsen af maj får disse tre heste at se i en forprøve til Dansk 2000 Guineas er noget af et scoop, og selv om der kun er fem heste med i løbet, er Guineas Trial ét af lørdagens mest imødesete opgør.
Udover de tre stjerner fra i fjor starter Rikke Rohbach Bonde sin duo Chappel (Appel Au Maitre) og Manhattan Carlras (Juniper Tree).
Herunder ses et klip fra mandagens morgenarbejde på Klampenborg, hvor Brigadier med sin vante arbejdsmakker Christina Pedersen let sætter 4-årige Irish Hope (Kingman) af på græsset:
I Breeders’ Cup Trial er der sæsondebut til Bettina Andersens Lucien (Hurricane Red) og Søren Jensens Silver Wings (Appel Au Maitre), som i fjor kom over målstregen samtidig i Dansk Derby – dog med en snæver fordel til førstnævnte, som tog tredjepladsen bag Slava Ukraini og Cotton Eye Joe (Appel Au Maitre).
Med er også Bent Olsens Irish Hope (Kingman), Nathalie Johnssons Happy Feet (Appel Au Maitre) og Rikke Bondes Silverflame (Binary File).