fbpx

Zidane legede sig hjem i Jockeyklubbens Auktionslöpning

Lennart J:r Reuterskiöld hjemtog søndag en double i et opsigtsvækkende, svensk auktionsløb på Jägersro, hvor kun fire deltagere var til start i kampen om en førstepræmie på 200.000 svenske kronor. Areion-sønnen Zidane var klart bedst og slog staldkammeraten Wakaba med fire længder.



Den indtil i dag ubesejrede græsstjerne Nimitz (U S Navy Flag) startede for første gang på dirt, og kombinationen af dette og 1600 meter blev også hestens Waterloo.

Nimitz førte indtil sidste del af opløbssvinget, hvor Zidane overtog føringen. Kort efter at have ramt fronten brækkede Zidane ind i banen, så Elione Chaves måtte tage kraftigt op i Nimitz, som siden også måtte se vinderens staldkammerat Wakaba (Best Solution) stryge forbi sig.

Hændelsen betød, at Carlos Lopez blev idømt fire dages udelukkelse i første halvdel af oktober.

Carlos Lopez og Zidane sejrer overlegent i Jockeyklubbens Auktionslöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Zidane startede for anden gang i karrieren og tjente altså 200.000 svenske kronor for sejren – og dertil kommer 50.000 i ejerbonus til Ann-Carin Svedberg og Wiveka Jardby.

Zidane er opdrættet af WM Racing AB og er første afkom ud af Philomatheia-datteren Koko Taylor, som selv er ud af den tidligere svenske Kriteriums-vinder Little Green Apple (Funambule) og halvsøster til bl.a. Dolly Dagger (Eishin Dunkirk) og helsøster til Frank Lloyd Wright.

En glad ejerkreds tager imod auktionsløbsvinderen Zidane. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Lennart J:r Reuterskiöld havde allerede i løbet forinden sadlet dagens første vinder, da The JC Organizations 3-årige Laughingof Fear (Lope De Vega) styrede begivenhederne fra start til mål i Silverhandicap og vandt overlegent med fem længder for Elione Chaves.

Laughingof Fear står fortsat anmeldt i førstkommende lørdags Svenskt St. Leger over 3000 meter i Göteborg.

Laughingof Fear vinder SIlverhandicap under Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Chaves vandt sidenhen også Luca Brasi Cup med Wido Neuroth-trænede Seneschal, som med fire længder slog Scarlett, Hear The Drums, Crystal Keys og New York Strip. Samtlige fem heste er efter Appel Au Maitre (Starborough).

Wido Neuroth kunne ligesom Lennart J:r Reuterskiöld tage fra Jägersro med to sejre, idet Downtown Leo (Speightstown) sammen med Jan-Erik Neuroth vandt Guldhandicap foran netop Reuterskiölds Una Matina (Golden Horn) og Vanja Sandrups Röde Baronen.

Peter Jardby afsluttede løbsdagen med at sadle 12-årige Freemanip (Manipulator) til sejr i Silverhandicap over 1200 meter foran Susanne Berneklints Deadline Day (Line Of David).

3-årige Miss Wintowns sejr i Rosengårdlöpning beskrives i en separat artikel.

Topstayeren Seneschal vinder Luca Brasi Cup for Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top