fbpx

Vejen til Dansk Derby: Ranking og noter – 7. maj

Så skete der for alvor noget i årets Derbyranking. 20 af de tilbageværende 78 kandidater rykkede på sig, og der kræves nu som minimum et handicap på 75 for at være blandt de 15 på den rigtige side af stregen.



Vi starter med en opfølgning på årets første klassiske opgør, Mowerinaløb.

Bettina Andersens vinder, A Lady’s Dream (Giant Sandman), tog et ordentligt ryk fra 74 til 81, og hun deler nu listens tredjeplads med Lea Olsens Kriteriums-vinder Biot (City Light).

Bent Olsen-trænede Kis (Moohaajim) rejste sig bravt efter skuffelsen i sæsondebuten med sin andenplads bag A Lady’s Dream i Mowerinaløb. Kis blev hævet fra 77 til 80 og står nu alene på femtepladsen.

Øvrige Mowerina-deltagere som skød op af ranglisten var Søren Jensen-trænede Lifestyle (Moohaajim), der nu står i 75, Inge Mette Dejgaards Bianca (Moohaajim), som blev hævet til 73, og Tina Mortensens Saint Javelin (Moohaajim), der steg til 72.

A Lady’s Dream og Oliver Wilson på vej mod sejren i Dansk Hesteforsikring Mowerinaløb foran Kis, Wozzy Legend og Troja. Foto: Burt Seeger.

Niels Petersens Chelsea Morning (Mustajeeb), som besøgte Klampenborg for første gang og endte udenfor præmierækken, blev stående på 78 og deler stadigvæk syvendepladsen med Schamyl (Appel Au Maitre) og Zidane (Areion).

Til gengæld faldt både Cortina (Appel Au Maitre) og Wings Of Hope (Appel Au Maitre) et kilo fra 72 til 71.

Rikke Bondes Lady Macallan (Al Shemali) kom ind i Mowerinaløb uden et handicap og fik efterfølgende tildelt et tal på 70.



I Guineas Trial var Bent Olsen-trænede Brigadier (Moohaajim) i en klasse for sig, og han vandt i ren opvisningsstil med en længdes afstand til Biot.

Handicapper Nicholas Cordrey kvitterede med at sende Brigadier et kilo op til 83, mens Biot også blevet hævet et kilo fra 80 til 81.

Brigadier deler nu førstepladsen på Derbyranglisten med Bettina Andersens My Fortune (Appel Au Maitre), som blev bortvist fra start bag startboksen i Guineas Trial.

Brigadier vandt med ørerne fremme under Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.

Fem længder bag Brigadier sluttede Rikke Bondes Chappel (Appel Au Maitre), som tog et spring på hele syv kilo fra 68 til 75, og han er nu ligesom Lifestyle med inde i Derbyvarmen på en delt 11. plads.

Manhattan Carlras (Juniper Tree), som sluttede sidst gennem mål i Guineas Trial, blev introduceret med et handicap på 74 og ligger således lige på vippen i den nuværende rangering.


Spot On aflægger maidentitlen under Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Lea Olsen-trænede Spot On (Moohaajim), som aflagde maidentitlen på Klampenborg i lørdags, fik 70 for præstationen og ligger nu på en delt 27. plads med Finn Ind Forever (Juniper Tree) og Lady Macallan.

Finn Ind Forever var også i aktion i lørdags og sluttede tredje i sit maidenløb bag importerne Great Green Rose (Dandy Man) og Basixx Carlras (Oscar Performance).



En vindende højdespringer fik vi på Bro Park, hvor Caroline Malmborg-trænede Wayfarer (Galiway) sejrede med 20 længder i sin sæsondebut under Per-Anders Gråberg.

Wayfarer nåede kun til start en enkelt gang som 2-årig, hvor han var femte i et formodentlig ganske stærkt maidenløb over 1200 meter.

Søndagens overlegne sejr kom i hus foran Cassandra (Bobby’s Kitten), som stod 62 i forvejen, og Nicholas Cordrey sendte Wayfarer op i 79 til en sjetteplads i den nuværende Derbyranking.

Wayfarer, der er opdrættet af Stall Sigfridsson, har en ‘rigtig Derbyafstamning’.

Han er søn af den nu ekstremt populære avlshingst Galiway (Galileo), hvis bedækningstakst tredoblede til 30,000 euro på tre sæsoner, og ud af Holy Roman Emperor-datteren Perfect Day, som i forvejen er mor til fire vindere i Frankrig.

Dertil er Perfect Day ud af den irske 1000 Guineas (Gr.1)-vinder og Oaks (Gr.1)-2’er Yesterday (Sadler’s Wells), fra én af de stærkeste linjer i stambogen.

Galiway-sønnen Wayfarer på vej mod en overlegen 20 længders maidensejr på Bro Park. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top