fbpx

Travhest årsag til køb af derbyhåbet Irish Hawk

Med til den velfungerende staldrundgang i Klampenborg var Peter Jensen. Sikkert ikke så kendt i galopsportens inderkreds, men det kan vendes på vrangen i løbet af få måneder.


Peter Jensen er ny ejer af Bent Olsen-trænede Irish Hawk, som på fredag skal evalueres til derbydiskussionen på Taarbæk Kro, og det er med Peter Jensen til stede for første gang til den sobre debat om chancerne.

”Det er min første galophest”, siger Peter Jensen. “Det er travhesten Maxie Simoni, som er årsag til købet af Irish Hawk. Jeg var med i Maxie Simoni, som var blandt de 12 heste som kvalificerede sig til Dansk Hoppe Derby”.

”Hun kom ikke i pengene, men det er stort bare at være med. Nu vil jeg prøve om jeg også kan få en hest med i Dansk Derby, Min træner tror på det, og så gør jeg det også, Man skal altid stole på sin træner”, siger Peter Jensen.

Irish Hawk var i fjor i træning hos Brian Wilson, for hvem han aflagde maidentitlen på Klampenborg (foto herover). Med 71 i generalhandicap er Peter Jensens hest akkurat nu udenfor det celebre selskab til den sidste søndag i juni, men Bent Olsen er ikke urolig.

”Irish Hawk har udviklet sig godt over vinteren. Han er afgjort et derbyhåb”, fortalte Klampenborg-træneren til de fremmødte på staldrundgangen.

Netop Bent Olsen har også god grund til optimisme når det gælder Irish Hawk – træneren har igennem de senere år høstet masser af succes med Irish Hawks nært relaterede familiemedlemmer, der både tæller Derby-vinderen Master Kid, Golden Mile (L)-vinderen Reventon og et af staldens øvrige nuværende Derbyhåb – Cantenac. Irish Hawk er efter Final Appearance og ud af Cajun Cadet-datteren Ikon, som selv er helsøster til Reventons mor Raadyr og halvsøster til Master Kid.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top