fbpx

To fuldtræffere af Oliver Wilson på Klampenborg

Lærling Oliver Wilson, der i fjor blev slået på selve målstregen af Max W. Friberg i kampen om Klampenborgs lærlingechampionat, viste på Klampenborgs premieredag, at han ikke alene er klar favorit til at tage revanche i denne kategori, men også at han kan være en kraftig bejler til titlen som oftest sejrende rytter i det hele taget.


Flyer. Foto: Burt Seeger.

Sønnen af Bettina og Brian Wilson lagde ud med at vinde årets allerførste opgør på Klampenborg, Seeland Forårs Sprint, i bøjlerne på sin læremester Søren Jensens 7-årige Flyer (Academy Award – Tempi v. Final Appearance).

Flyer fik en rolig indledning på opgøret og lå næstsidst fra start, men Oliver Wilson sparede værdifulde længder ved at vælge den korteste vej ind på opløbet.

Midt i banen angreb både Master Chef/Jacob Johansen og Gauntlett/Danny Patil, og de tre heste var ganske tæt over målstregen – men Flyer havde overskuddet til slut og vandt med en lille halv længde før Master Chef, som med kort hoved fik henvist Gauntlett til tredjepladsen.

Flyer. Foto: Burt Seeger.

Karakorun og norske Majestic Max tog de sidste præmiepenge, mens Elusive Time efter at være blevet klemt kort efter start, kun havde Zaphir bag sig i mål.

Stald Ras’ Flyer vandt her for 11. gang i karrieren, og han rundede samtidig 360.000 kroner i samlet præmiesum.


Vandt med sin mors hest

Blot to løb senere var Oliver Wilson igen først over målstregen. Denne gang i HK Entreprise Handicap over 1500 meter i sadlen på sin mor, Bettina Wilsons 4-årige brune hoppe Zolitall (Balmont – Novosibirsk v. Distant View).

Zolitall blev løbsdagens mest overlegne vinder, idet han med hele seks længder henviste Indi Go/Cathrine Weilby til andenpladsen. Beauchamp United/Manuel Martinez tog tredjepladsen før vinderens staldkammerat Bossa Nova, der blev redet af Olivers mor, Bettina Wilson. Bettina Wilson havde dog ingen kvaler med fjerdepladsen, da hun i stedet kunne glæde sig over en trænersejr i opgøret og endnu en triumf for sin talentfulde søn.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top