fbpx

Svensk prof-træner starter op på Klampenborg

Udsigten til den nye Cushion Track træningsbane på Klampenborg Galopbane har hidtil haft den ønskede effekt på tiltrækningen af nye trænere.


Lennart Hammer starter sin allerede eftertragtede træningsvirksomhed op den 1. oktober i år, og allerede nu har en professionel svensk træner nedsat sig i området omkring Klampenborg.

29-årige Maria Carlstedt fra Göteborg, udlært jockey hos Klampenborg-træner Brian Wilson, har her i starten af 2010 udtaget professionel trænerlicens hos Dansk Galop, og allerede nu råder hun over seks heste i sin varetægt på Bindesbøllsvej – tværs overfor Klampenborg Galopbane.

Maria Carlstedt har planer om inden længe at have 15 galopheste i sin varetægt, og hun ser dermed ud til at blive et rigtig godt tilskud til Klampenborgs professionelle trænerstab, som i løbet af de senere år har været lettere punkteret gennem bl.a. Bendt Jensens død og sønnen Lars Kelps nye karriere som agent.

“Klampenborg er et skønt sted at træne heste fra – vi har Dyrehaven som et perfekt alternativ til selve banen, og med den nye træningsbane på vej er jeg ikke i tvivl om at det er her mulighederne findes”, fortæller Maria Carlstedt, som har sine heste ude minimum to gange om dagen, og som oftest tre gange.

“Jeg masserer selv hestene og sørger for de får strukket ordentligt ud. Mange ældre heste har nogle muskelskader som måske ikke mærkes når man rider, så derfor går jeg dem nøje igennem hver eneste dag.”, fortsætter træneren, der heller ikke bruger færdigproduceret foder, men i stedet tildeler hver enkelt hest op imod 20 forskellige ting i forskellige mængder for at tilpasse det enkelte individ.

Maria Carlstedt har tidligere haft amatørtrænerlicens igennem tre år i Sverige. Hun kom til Danmark i 2006 og har redet for trænere som Søren Jensen, Lars Kelp, Bent Olsen og endelig Brian Wilson hvor hun udstod sin læretid.

Stalden på Bindesbøllsvej rummer lige nu to 2-årige heste efter henholdsvis Distant Thunder og Mandrake El Mago, hvor sidstnævnte er en halvsøster til sidste års Klampenborg Store Sprint-vinder Kinnari. Derudover findes de 3-årige Duffy og Kizz My Neck, samt de to ældre heste Amazing Award og Optimic.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top