fbpx

Stradivarius (UK) skriver historie

I Skandinavien er Stradivarius kendt som derbyfavoritten, der måtte ”nøjes” med en andenplads, men senere blev storløbsvinder, da han sejrede i Breeders Trophy Stayer på Täby.


Stradivarius’ engelske navnebror skrev sig tirsdag den 28. juli ind i britisk galophistorie, da han vandt Goodwood Cup (Gr.1) over 3200 for fjerde gang i træk. Stradivarius bekræftede med sin sejr, at han er en af de bedste stayere, der er set i nyere tid.

Der var spænding til det sidste. Stradivarius var lukket inde, men da Frankie Dettori endelig fandt et hul, gik det til gengæld meget hurtigt. På andenpladsen kom Nayef Road (Galileo), og Santiago (Authorized), der kom fra en sejr i Irsk Derby, var tredje.

Nu 6-årige Stradivarius ejes af Bjorn Nielsen og er i træning hos John Gosden. Han er efter Arc-vinderen Sea The Stars. En af verdens mest succesrige avlshingste, der er opstaldet på Gilltown Stud i Irland til en bedækningspris på 150.000 euro.

Stradivarius har løbet 23 gange i sin karriere og vundet de 16. Han var ubesejret i 10 løb i perioden fra maj 2018 til oktober 2019. Stradivarius har tre gange vundet Ascot Gold Cup (Gr.1) over 4000 meter. I år med 10 længder.

Tre dage før Goodwood Cup vandt Frankie Dettori og John Gosden King George VI & Queen Elizabeth Stakes (Gr.1), da Enable (Nathaniel) i et felt på kun tre heste overlegent vandt før sidste års irske derbyvinder Sovereign (Galileo) og Japan (Galileo).

Senere på året skal Enable atter forsøge som den første hest nogensinde at vinde Prix de l´Arc de Triomphe (Gr.1) for tredje gang.


Se Stradivarius vinde Goodwood Cup for fjerde år på stribe:

Picture of Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste artikler

Scroll to Top