Det blev Michael Lund Petersens 5-årige Uncle Mo-datter, Adare Manor, som lørdag aften tog førstepræmien på $625,000 – 4,7 millioner danske kroner – i Grade-1-opgøret Apple Blossom Handicap på Oaklawn Park.
I hænderne på Juan Hernandez førte den Bob Baffert-trænede hoppe fra start til mål over de 1700 meter, og i opløbet blev hun bare mere og mere overlegen. Sejrsafstanden lød til slut på mere end fem længder til Flying Connection, som holdt Free Like A Girl stangen i kampen om andenpladsen.
Triumfen i Arkansas var karrierens anden i Grade-1-sammenhæng for Adare Manor, som i fjor også vandt Clement L. Hirsch Stakes (G1) på Del Mar.
Desuden har hoppen tidligere sejret i Zenyatta Stakes (G2), Santa Margarita Stakes (G2), Santa Maria Stakes (G2) og Las Virgenes Stakes (G2), samt været anden i Beholder Mile Stakes (G2), Black Eyed Susan Stakes (G2) og Santa Anita Oaks (G2).
Adare Manor, som blev købt for $375,000 som 2-årig gennem Michael Lunds agent, Donato Lanni, har nu indløbet $1,736,300 i 16 starter, hvoraf hun har sejret i halvdelen.
Se Apple Blossom Handicap (G1) øverst i artiklen.