Torsdag eftermiddag fik den danske lærling Mathilde Lund Johansen et ben op på den 3-årige Mastercraftsman-datter Iyana i Jägersros paddock. Den Jessica Long-trænede hoppe tiltrak sig ekstra stor opmærksomhed, idet hun er halvsøster til sidste års Derby-, Voter-, og Hurricane-vinder Ayani.
Hvor Ayani (Starspangledbanner) nåede til start en enkelt gang som 2-årig – og blev nummer to – voksede lillesøsteren sig igennem hele 2023 og kom aldrig til start.
At hun nu er klar til sit livs første opgave hersker der ingen tvivl om, for i hænderne på Mathilde gav hun svar på de spørgsmål hun blev stillet i torsdagens prøveløb.
Iyana var ude sammen med Francisco Castro-trænede Wasp (Profitable) og Vanja Sandrups White Sands (Mustajeeb), og efter at have ligget bag de to andre ind på opløbet, rykkede Iyana ganske let op på siden og forbi i tiden 0:49,1 – som var den hurtigste tid i torsdagens tre kvalifikationsløb.
Iyana er tredje afkom ud af Chess Racings Oaks- og Breeders’-vinder Inaya (High Chaparral), som bl.a. også sluttede anden bag Quarterback (American Post) i 2016-udgaven af Scandinavian Open Championship (Gr.3).
Iyani er – akkurat som de ældre søskende Or Harry (Lawman) og Ayani var det – meldt i Dansk Derby, og hun er én blandt mange, endnu ustartede heste, som med en god start 3-årskarrieren hurtigt kan blande sig i topstriden.
Øverst i artiklen kan du se den skimle hoppe i torsdagens prøveløb på Jägersro.