fbpx

Stott i front efter Klampenborg-trippel

Nicolaj Stott blev med tre vindere dagens triumfator på jockeysiden i Klampenborg. To af sejrene blev vundet for arbejdsgiver Søren Jensen og Stald Ras, mens den tredje kom i hus efter et dramatisk opgør med to styrt undervejs.


Carl Ras Dana Lim. Foto: Burt Seeger.

Inco Dansk St. Leger Trial over 2400 meter havde Søren Jensen-trænede Koo Koo Sint som forhåndsfavorit, men spillerne havde i den grad også tro på staldkammeraten Carl Ras Dana Lim, der var spillet helt ned i 25:10 da starten gik.

Undervejs i opgørt lå Søren Jensens tre deltagere – Koo Koo Sint/Elione Chaves, Carl Ras Dana Lim/Nicolaj Stott og Sir Winston/Oliver Wilson som de tre sidste et godt stykke bag de forreste.

Feltet blev ledt an af Red Pearl/Rafael Schistl med Prince Field/Jacob Johansen lige efter sig. Rundt sidste del af opløbssvinget havde både Carl Ras Dana Lim og Koo Koo Sint forbedret positionerne, og mens Stott tog den længste vej ud til rækværket, fandt Chaves vej midt i banen.

De to heste fik på kort tid skilt sig ud fra de øvrige, men så var duellen også slut, for Carl Ras Dana Lim trak uimodståeligt fra sin staldveninde og sejrede knusende overlegent med jockeyen højt i bøjlerne.

Koo Koo Sint holdt andenpladsen med en halv længdes afstand til Palagirl/Marcos Robaldo, og herefter fulgte Irish Treasure/Dayverson de Barros og Sir Winston/Oliver Wilson på de to sidste præmiepladser.

Førstepræmien i Inco Dansk St. Leger Trial var 25.000 kroner til Stald Ras, der lige nu ser ud til at have det varmeste emne forud for Inco Dansk St. Leger om præcis to uger.

Carl Ras Dana Lim har altid skreget på distance, og de 400 meter ekstra i årets sidste og længste klassiker på dansk grund bør kun blive en yderligere fordel for Sabiango-sønnen, der er halvbror til bl.a. Derbyvinderen Tigress Eleven og Derby- og St. Leger-2’eren Aladar.


Vincent Livegoals. Foto: Burt Seeger.

Vincent Livegoals nedkæmpede Miss Tiffany

Efter sin gode tredjeplads i Seeland Dansk Kriterium bag Harbour Light og Armagnac, var Bent Olsen-trænede Miss Tiffany ude på noget der på forhånd lignede en lempelig opgave i lørdagens opgør over 1400 meter for de 2-årige maidens.

Det lignede også længe den ventede sejr til Miss Tiffany, idet Rafael Schistl kunne sidde stille til et godt stykke inde på opløbsstrækningen, men da først hoppen kom af biddet, fandt hun ikke nok til at kunne svare op på det stærke udvendige angreb fra Søren Jensen-trænede Vincent Livegoals.

Dutch Art-sønnen fløj forbi sin konkurrent over de sidste 250 meter og sejrede ganske sikkert med trekvart længde.

Ligesom Carl Ras Dana Lim trænes Vincent Livegoals af Søren Jensen, ejes af Stald Ras og blev redet til sejr af Nicolaj Stott.

Det 2-årige talent er endda også opdrættet samme sted som sin ét år ældre staldkammerat, nemlig hos Nina Falck og Gert Larsen på fynske Stald Jupiter, i samarbejde med Stutteri Bøgely og Marianne Westerberg.

Næste opgave for både Vincent Livegoals og Miss Tiffany bliver Dansk Galops Auktionsløb den 28. september, og netop disse to må forventes at kunne spille en større rolle i det pengestærke opgør med en kvart million kroner til vinderen.

Stald Ras stod i øvrigt også bag tredjehesten gennem mål, Bettina Wilson-trænede Mamut Carl Ras/Elione Chaves, som var tre længder bag Miss Tiffany på stregen. Førstepræmien i opgøret var 25.000 kroner.


Marley. Foto: Burt Seeger.

Marley vandt dramatisk opgør

Imellem de to triumfer for Stald Ras og Søren Jensen vandt Nicolaj Stott også et højdramatisk opgør på ryggen af Bettina Wilson-trænede Marley.

Kort efter starten styrtede både Fanny Olsson på Holma Ivory og Marleys staldkammerat Zolitall med Ulrikke Nielsen, og de to heste løb foran resten af feltet ned igennem opløbet, som derfor blev en noget rodet affære.

Marley klarede sig dog hjem uden større problemer og henviste med to overlegne længder Golden Rock/Marc Stott til andenpladsen med His Highness/Anna Pilroth som tredje. Herefter fulgte Bye Bye Bandit/Oliver Wilson og Teitur/Sara Slot.

Marley er en 4-årig søn af Binary File, der både er ejet og opdrættet af Katarina Eriksen. Det var blot hans tredje start i år, og efter et knebent nederlag senest, fik han her fortjent årets første triumf og en medfølgende førstepræmie på 20.000 kroner i Lyngby-Taarbæk Kommunes Ærespræmie.

Nicolaj Stott overtog med sine tre dagssejre atter føringen i Klampenborgs jockeyliga fra Jacob Johansen og Rafael Schistl. Stott har nu vundet 16 løb, mens de to nærmeste konkurrenter hver er noteret for 14 vindere. Manuel Santos nåede med to dagssejre op på 12 vindere, hvilket er lige så mange som Elione Chaves.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top