Når de vældige firspand i det romerske kejserrige jagede den 110 meter brede væddeløbsbane rundt i en rasende galop, hed det sig, at hver mand eller kvinde blandt de 200.000 tilskuere prydede sig med dén hesteejers farve, som de holdt med. Og senere, i riddertiden, bar hver ridder på sit skjold og dragt de farver, som han kæmpede for.
Hér finder vi en forgænger til de senere væddeløbsfarver i galopsporten.
Af gamle regnskaber fra 1530 fremgår det, at Kong Henry VIII det år lod dragter og huer sy til de kongelige jockeys. Huerne var af sort satin og fløjl.
Ser man på væddeløbsbilleder fra 1600- og 1700-tallet, bærer jockeyen som regel en kort jakke i stedet for bluse, knæ-benklæder, hvide strømper og spændesko.
Jockeyhuerne så ud som vi kender dem i dag, men den sorte farve var her næsten obligatorisk, inden til der kom så mange indregistrerede væddeløbsfarver, at man fandt det praktisk at variere farverne på huerne.
Af et væddeløbsprogram fra 1727 i Ipswich ser man, at to jockeys red i hvidt, to i gult og tre i rødt. Karakteristiske livréer anerkendtes som tilhørende bestemte ejere, hvilket viser et tilløb til det nuværende system, men først 4. oktober 1762 udsendte The Jockey Club en henstilling til hesteejere om, at man, for lettere at kunne skelne mellem hestene, tog bestemte farver og forsynede jockeys med dragter i henhold hertil.
Det var starten på indførsel af regulære væddeløbsfarver.
Markisen af Rockingham valgte grønt, Hertugen af Lancaster gult, Vicount Bolingbroke sort og Mr Greville brunt med gule kantebånd.
Ud over de engelske kongeliges meget smukke farver, er Lord Derbys nok de mest kendte og populære.
Oprindeligt var den 12. Jarl af Derbys farver “grøn med hvid stribe”, og det var i disse farver Sir Peter Teazle vandt familien første Derby i 1787.
Nogle år sidenere skiftede man til “sort med hvid hue”, der måske er en af verdens bedste væddeløbsfarver, idet de er lette at følger under løbet.
Nogle ejere fra tidlige tider skiftede ofte væddeløbsfarver.
Således den tredje Hertug af Grafton, som vandt tre Derbysejre. I 1762 var farverne himmelblå, i 1772 blev de ændret til mørkeblå med sort hue, i 1777 blev der skiftet til karmoisin med sort hue, og endelig fra 1806 blev han tilfreds med skarlagen bluse og hue.
John Bowes var galopentusiast af hele sit hjerte. Noget han havde arvet fra sin fars kærlighed til væddeløbssporten. Da han fyldte 21 i 1832 arvede han faderens stutteri og alle væddeløbshestene.
Han døbte et hjemmeavlet føl Mundig. Tre år senere vandt Mundig The Derby, men det stoppede ikke hér, for der kom tre Derbyvindere mere til verden på stutteriet.
Det var Cotherstone i 1843, Daniel O’Rourke i 1852 og den største succes var West Australian fra 1853. Han blev den første af bare 15 heste til at vinde den engelske Triple Crown.
Bowes’ kærlighed til sine heste var enestående. Efter deres karriere på turfen fik alle hestene et fantastisk otium.
Og så lige det med farverne. Dem skiftede han på et tidspunkt!
Omkring 1844 var disciplinen på turfen blevet noget slap, og på det tidspunkt red en del jockeys i lange bukser, gamacher og ‘groteske’ huer. Men hér greb Lord Bentinck ind og insisterede på, at jockeys skulle bære silke-, fløjls- eller satinbluser, topstøvler og ridebenklæder – hvilket blev den reglementerede dragt.
Der er fra den tid en historie om en nordengelsk træner, der lod en ældre kvinde sy nogle hvide silkebukser til sine letvægtsjockeys. Det udløste et latterbrøl i jockeyrummet i York, da man opdagede, at den gode syerske havde forsømt at forsyne bukserne med knapper fortil…
I 1847 besøgte H.C. Andersen England, hvor han overværede Parlamentsvalget i Bromley ved London og beskrev de skilte, der agiterede for valget af Mr Lional Nathan Rotschild.
Plakaterne var, skriver han i “Mit Livs Eventyr”, mørkeblå med påmalede orange slagord. Ja, naturligvis – blåt med gult var – og er – jo alle Rothschildernes væddeløbsfarver. Men det kunne H.C. Andersen selvfølgelig ikke vide.
En engelsk amatørrytter, Mr “Rollo” Melgund, der havde været ude for så grimt et styrt i 1876-udgaven af Grand National, at man troede han var død, men som overlevede og senere blev Lord Minto og Vicekonge af Indien, var som ung til eksamen i Cambridge.
Han var iført sine væddeløbsfarver, ridebukser og jockeystøvler, delvis skjult af en lang, sort overfrakke. Så snart han havde overstået sin eksamen, sprang han op på sin hest og galopperede til en galopbane i nærheden og vandt dagens hovedløb.
Lord Lonsdale blev altid kaldt “Den Gule Jarl”. Hans væddeløbsfarve var gul. Han havde kanariefugle, gule hestevogne, biler og han gik altid med skriggule slips.
Jarlen af Birkenhead skrev engang om ham, at det måtte have ærgret ham, at han ikke kunne få gule heste – men så sværmede han til gengæld om de fukse.
Ligeledes George Lambton, den fantastiske træner, sad engang ved et August Meeting i stadigt uheld, idet alle hans startende heste kom i mål på andenpladser. Han nåede endog dertil, at han næsten hadede synet af sine farver: lyseblå med brun hue.
En ven kom og tilbød ham 100 pund for farverne og Lambton slog til med det samme. Køberen viste sig at være W.C. Whitney og Lambton spillede derefter – for farvernes skyld – ofte på Whitney-hestene. Og han vandt en pæn sum penge, da Volodyovsky vandt Derbyet i 1901.
Da Mr. Whitney døde, overtog George Lambton igen sine farver.
Mange skotske ejere har som væddeløbsfarver valgt slægtens tartan. Engang fandt der en retssag sted i London, hvor en mand med navnet Mr. John Aspinall stod tiltalt for at holde spilleklub for det højere aristokrati.
Daily Mail bragte et billede af en jockey i Mr. Aspinalls væddeløbsfarver. De var med klør og hjerter på brystet, spar og ruder på ryggen. Mr Aspinall frikendtes i hasardsagen, men burde nok have haft en mindre straf for jockeydragten.
Det koster omkring 5 shilling om året at have sin farver indregistreret i England. Det er Weatherbys der står for indregistreringen og det vanskelige arbejde med at nye farver ikke kan forveksles med allerede indregistrerede farver.
I 1762 fandtes der kun få ejere, og farveregistreringen var betydeligt lettere end den er nu. For 75 år siden fandtes der kun 800 indregistrerede væddeløbsfarver – heraf var kun de fem indregistreret af kvindelige ejere.
I 1957 var tallet vokset til 3379 farver indregistreret til fladløb i England – heraf var en femtedel tilhørende kvinder.
Til forhindringsløb ar der i 1957 indregistreret betydeligt flere farver end til fladløbene. Alle disse forskellige farver har medført, at rødt nu opgives som: Scarlagen, Crimson, Rust, Claret, Cerise, Cherry, Vermillion, Zinnober, Calypso med flere. Og det samme gælder en del andre farver.
Hér følger nogle kendte, internationale ejeres farver:
Khalid bin Abdullah
Prins Khalid bin Abdullah var et medlem af The House of Saud, men i galopverdenen bedre kendt som ejeren af Juddmonte Farms.
Han stod bag mange store investeringer sammen med ejere fra mellemøsten i 1970’erne. I 1982 blev Juddmonte Farms grundlagt, og det var herfra han begyndte at opdrætte ‘superheste’.
Han lagde ud med at vinde de fem klassiske løb i England og fulgte siden op med at vinde samtlige franske klassikere. Han var championejer i 2003, 2010 og 2011, og han modtog prisen som bedste opdrætter i Nordamerika fem gange.
Juddmonte har haft tilknyttet trænere som Roger Charlton, John Gosden, Sir Michael Stoute, Ralph Beckett, Hugo Palmer og naturligvis legendariske Sir Henry Cecil indtil dennes bortgang i 2013.
Trænere udenfor England inkluderer Dermot Weld og Ger Lyons i Irland, André Fabre, Francis-Henri Graffard og Henri Francois Devin i Frankrig, samt Bill Mott, Brad Cox, Bob Baffert, Chad Brown og Bobby Frankel i USA.
Godolphin
Goldolphin er Maktoum-familiens private væddeløbsimperium og blev etableret i 1992, opkaldt efter én af fuldblodshestens stamfædre – The Godolphin Arabian.
Hjernen og hjertet bag Godolphin er HH Sheik Mohammed bin Rashid al Maktoum.
Godolphin har stalde og stutterier i England, Australien, Frankrig, Japan, USA og Irland, og blandt navnene på lønningslisten er Saeed bin Suroor, Charlie Appleby, James Doyle og William Buick.
Smith, Magnier og Tabor – Coolmore
Derrick Smith er en succesrig forretningsmand, John Magnier en irsk forretningsmagnat og Michael Tabor tidligere storspiller og bookmaker.
Tilsammen udgør de Coolmore – det største og mest succesrige fuldblodsimperium i verden. Et imperium, som blev grundlagt i 1980’ernes Irland af en ganske ung John Magnier sammen Robert Sangster og den legendariske træner Vincent O’Brien på Ballydoyle.
I dag har Coolmore heste i træning mange steder i verden, men hovedsædet for både træning og avl er fortsat i Irland, hvor Aidan O’Brien – The Master of Ballydoyle – står for langt den største del af operationen.
Dronning Elizabeth II
Nu afdøde Dronning Elizabeth II havde en stor passion for galopheste, og den ser heldigvis ud til at blive fulgt op af Kong Charles og Dronning Camilla.
Dronningen så de berømte farver sejre på Royal Ascot ikke mindre end 24 gange. Første gang var i 1953, da Choir Boy vandt Royal Hunt Cup, men den største triumf var uden tvivl i 2012, da Estimate vandt det historiske Gold Cup (Gr.1).
Under dette års udgave af Royal Ascot fik Kong Charles og Dronning Camilla også smagt sejrens sødme.
HH Aga Khan IV
Hans Kongelige Højhed Aga Khan IV er den nuværende Imam af Nizari Ismailis. Aga Khan har tætte bånd til galopsporten, der har været en del af Aga Khan-klanen gennem generationer.
Aga Khans investeringer i væddeløbsheste begyndte i 1977, da han betalte 1,3 millioner pund for Anna Duprés interesser i sporten. Han styrer nu sit hovedkvarter for væddeløbsheste fra Chantilly i Frankrig.
Han har endvidere andre stutterier i Frankrig og Irland, og han har syv trænere tilknyttet.
Mod slutningen af 2. Verdenskrig og i årene efter, da passende materialer var rationerede og vanskelige at opdrive, var mange glade for at kunne overtage ældre væddeløbsfarver, som trænerne kunne grave frem.
Der fortælles en historie om en Epsom-træner, der var kendt for at have en lang række små og til stadighed skiftende ejere.
Da en ny ejer skulle vælge sine farver, tog træneren ham med hen til et stort skab, slog dørene op og fremviste stabler af dragter i alle tænkelige farver.
Manden, der blev om at vælge, sagde: “Jeg formoder, at alle de ejere, som disse dragter har tilhørt nu er døde?”
”Nej”, svarede træneren lakonisk. “De er ikke døde – kun ruinerede”.
