fbpx

Quarterback blandt 16 i Gruppe-3 på Newbury

Torsdag var der endelig starterklæring til lørdagens Worthington’s OCSL Stakes (Gr.3) over 2400 meter på Newbury, hvor Rune Haugen sender sin Scandinavian Open- og Stockholm Cup-vinder Quarterback i aktion. “Vi måtte skifte jockey i sidste øjeblik, men ellers er alt som det skal være”, siger Haugen til GalopSport.


“Jeg havde en aftale med Jamie Spencer, som red ham til en andenplads i et Listed Race i Newmarket i fjor. I sidste øjeblik valgte Luca Cumani dog at starterklære Koora, hvilket betød at vi måtte finde en anden rytter”, forklarer Rune, som i stedet har sat Dane O’Neill op.

“Dane O’Neill kender også Quarterback fra to starter på Meydan, så det er ikke noget dårligt bytte. Samtidig er Quarterback i helt forrygende form, og han er i hvert fald ikke dårligere end da han vandt på Bro Park. Newburys baneprofil vil passe ham perfekt, og selv om det er et hårdt opgør med 15 konkurrenter, så tror jeg absolut på sejr”.

Quarterback er med sin OR på 110 – svarende til 95 i skandinavisk handicap – den tredjehøjest ratede deltagere i opgøret. Kun John Gosdens Western Hymn og Sir Michael Stoutes Kings Fete står bedre til.

Sidste års norske Derbyvinder, som siden den 30. december 2016 har startet i syv forskellige lande – Sverige, Danmark, Norge, England, Qatar og Dubai – springer ud af startboksen kl. 15.20 skandinavisk tid på lørdag.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top