fbpx

Ny storløbssejr til Lennart Hammer i Oslo

I øjeblikket er der ingen tvivl om hvilken bane der er danske Lennart Hammers favorit her i Skandinavien. Torsdag aften fulgte Hammer op på den enestående norske Derby-Dag ved at vinde endnu en storløbssejr.


Hammer havde nemlig overtaget tøjlerne fra en skadet Fredrik Johansson på hoppen Creole Legend i Norsk Rikstoto Grand Prix over 1600 meter, hvor den nylige Derby Mile-vinder Desert Warrior var kæmpefavorit.

Det så dog også længe lyst ud for Desert Warrior, som førte kort inde i opløbet og så ud som om han skulle afgøre sikkert, men de sidste 150 meter blev hårde for den tidligere Guineas-2’er, og i stedet fik Lennart Hammer koblet grebet med Creole Legend, der til slut gik forbi og snuppede førstepræmien på 82.500 kroner.

Creole Legend føjede en ny storløbssejr til den danske avlshingst Cajun Cadets samling, og hoppen indfriede her nogle af de naturligt høje forventninger som både træner Wido Neuroth og Stall E & F har haft til hende.

Creole Legend er halvsøster til unikke Funny Legend, hvilket er en stor mundfuld at leve op til, men vi har absolut langt fra set det sidste til Cajun Cadet-datteren endnu.

Lennart Hammer kunne tage hjem fra Norge med endnu en sejr i bagagen, idet han på ryggen af Niels Petersen-trænede Francis vandt Yatirous Løp over 1200 meter med en længde foran Salsero/Carlos Lopez og Romund/Mette Hanssen.


Overlegen sejr til Goodrun i Norsk Rikstoto Opdrettsløp

Cathrine Erichsen og Espen Skis storartede samarbejde fortsatte torsdag aften på Øvrevoll, hvor duoen slog til i Norsk Rikstoto Opdrettsløp over 1200 meter for den yngste årgang.

190.000 kroner var til fordeling, og akkurat halvdelen gik til vindende Goodrun, der under velridende Ski sejrede overlegent med fire længder før Rune Haugen-trænede Infinity/Fernando Diaz, mens der var dødt løb på tredjepladsen mellem Infinitys staldkammerat Final Trilogy/Carlos Lopez og Ticmosic/Roman Skrzydlo.

Goodrun, der tilhører første årgang efter den tidligere Cathrine Erichsen-trænede top-sprinter/miler Oktan, vandt her sin anden sejr i tre starter.

Goodrun aflagde maidentitlen i første forsøg på Øvrevoll, og senest førte hun til kort før mål i Skandinavisk Mesterskap for 2-årige, men blev lige nøjagtig slået på målstregen af Red Dress On.

Denne gang var Goodrun tilbage på vinderpladsen, og hun har allerede nu sørget for glimrende reklame for faderen Oktan inden den forestående åringsauktion i Norge.

Goodrun er i øvrigt halvsøster til sidste års norske Kriteriumsvinder Philitagain.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top