fbpx

Næsten halvdelen af anparterne solgt i Derbyvinder

Den tidligere danske derbyvinder, Davicii, debuterer på lørdag i Tine Hansens træning. Panis-sønnen er solgt til den genopstandne Stald Klampenborg, og anpartssalget er gået godt, fortæller konsortiets talsmand Peter Leth Keller.


Nicolaj Stott i Stald Klampenborgs væddeløbsfarver i samtale med træner Tine Hansen. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Nicolaj Stott i Stald Klampenborgs væddeløbsfarver i samtale med træner Tine Hansen. Foto: Burt Seeger / US Photo.

”Vi har solgt så godt som halvdelen af anparterne. Det koster engangsbeløbet 500 kroner at købe sig ind”.

Efter 26 starter med præmier for 529.236 kroner, gør Davicii sin første start udenfor regi Niels Petersen. Hestens nye træner er optimist til starten om tre dage. ”Davicii har trænet fint siden vi overtog ham, og jeg tror, at han er blandt de tre første”, vurderer Tine Hansen.

Andreas Tapia Dalbark sammen med Ole Larsen. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Andreas Tapia Dalbark sammen med Ole Larsen. Foto: Burt Seeger / US Photo.

På ryggen sidder lærling Andreas Tapia Dalbark, som hidtil har redet fire løb i Klampenborg. Han vandt i debuten med Kong Valdemar, som er staldkammerat til Stald Klampenborgs nyerhvervelse.

Dalbark skal også ride kvartmillionæren Sir Danzbo. En hest, der er blevet solgt siden sin seneste start, fra fynboen Jes Henneberg til Tine Hansen. ”Sir Danzbo har været mærket i år af et hårdt program de to foregående sæsoner. Jeg må erkende, at jeg er usikker på hans dagsform til på lørdag”, erkender træneren.

Sir Danzbo. Foto: Burt Seeger.
Sir Danzbo. Foto: Burt Seeger.

Sir Danzbo løb både 11 gange som 2- og 3-årig. I år har Amadeus Wolf-sønnen startet fire gange med en femtepræmie som bedste resultat. Han er til gengæld også droppet syv kilo i forhold til september i fjor, fra 81 til 74. ”Jeg tager det ikke så tungt, hvis han ikke præsterer på lørdag. Så må han bare yderligee ned i handicap. Jeg ser ham som outsider”, erklærer Tine Hansen, som også sadler 2-årige Holy Star på lørdag.

”Holy Star kommer forbedret til denne start, og jeg tror det kan ende med en placering blandt de tre bedste her”, afslutter Tine Hansen.

Program: Klampenborg, lørdag 24. september kl. 12.30.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top