fbpx

Mark Larsen tilbage som førstejockey for Poulsen

Gammel kærlighed ruster aldrig. Makkerparret Flemming Poulsen og Mark Larsen har fejret mange store fremgange sammen, og festen behøver ingenlunde være fortid.


Mark Larsen på ryggen af Flemming Poulsen-trænede Albany Hall efter sejren i Svenskt Derby 2005. Foto: Stefan Olsson.
Mark Larsen på ryggen af Flemming Poulsen-trænede Albany Hall efter sejren i Svenskt Derby 2005. Foto: Stefan Olsson.

”Jeg kommer til at benytte Mark flittigt i år, hvis alt forløber efter planen”, afslører Flemming Poulsen fredag til GalopSport.

”Han er jo en fantastisk jockey når han rammer sit topniveau, og han virker vældig opsat på at komme tilbage i den udstrækning det er muligt for ham”.

Flemming Poulsen og Mark Larsens samarbejde blomstrede for alvor i slutningen af 90’erne og begyndelsen af det nye millennium, hvor de sammen vandt Prix Jean de Chaudenay (Gr.2) med Dano-Mast og Dansk Derby med Vetrotex.

Senere – under Poulsens trænerkarriere i Frankrig – vandt de ligeledes Svenskt Derby sammen med Albany Hall.

”Mark forventer, at kunne ride 59 kilo fra sæsonstarten, og to kilo lavere når sæsonen først er kommet i gang”, fortsætter Flemming Poulsen.

Spørgsmålet er, om jockeyen med den eminente ridestil og pacebedømmelse kan vende tilbage til den fordums styrke, som bragte sejre i 14 forskellige nationer og Derbysejre i fire lande.

”Det er næppe sandsynligt, men mindre kan også gøre det. Nu ser vi hvordan det forløber, men jeg synes, det er værd at tage chancen”, afslutter Klampenborg-træneren.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top