fbpx

Lois Lane – Årets 2-års Dronning

Hun gjorde det igen! Årets 2-års dronning på Klampenborg, Hanne Bechmann-trænede Lois Lane, førte fra start til mål og vandt en overlegen tre længders sejr da hun lørdag eftermiddag var til start i Dansk Kriterium på hjemmebanen i Ordrup Mose.


Under Cathrine Weilby tog Lois Lane omgående føringen, og derefter dikterede parret tempoet hele vejen til stregen uden på noget tidspunkt at være presset.

Andenpladsen gik til fine Capisce/Kim Andersen, mens den svenske gæst Calvados/Manuel Santos tog tredjepladsen før Lois Lanes staldveninde Vida Nova/Nicholas Cordrey og Jolie Fleur/Luis Villarroel.

Førstepræmien var 100.000 kroner værd for Cartoons Racing, der købte Lois Lane for 60.000 kroner på Dansk Galops Åringsauktion i fjor.

Academy Award-datteren har nu vundet fire af sine fem karrierestarter og hun har samtidig rundet 430.000 kroner i samlet indtjening.

Dagens anden hovedbegivenhed, Skandinavisk Grand Prix, blev en helt fantastisk opløbskamp mellem de tre danskopdrættede kanoner Calistoga, Mambo King og Fly Society, der lå side om side få hundrede meter fra mål.

Til slut var det dog Calistoga og urstærke Fredrik Johansson der kunne trække det længste strå og henvise tapre Mambo King til andenpladsen med en sikker halv længde.

Ligesom i Dansk Kriterium var der 100.000 kroner i førstepræmie til Calistoga, der her vandt Skandinavisk Grand Prix for anden gang i sin glorværdige løbskarriere.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top