Efter de danske hesteejere anført af Stald Ras, The JC Organization og 360 North Horse Racing tog tæt på 2,3 millioner svenske præmiekroner på Derbydagen i søndags, er Elkær Stutteri og Karin Salling på jagt efter mere i Stockholm.
På søndag er Lelles Legacy Swedish Open Mile (L) nemlig på programmet på Bro Park, og hér mødes sidste års vinder, Elkær Stutteris 5-årige Kick On (Charm Spirit), med Karin Sallings 6-årige King David (Elusive City).
Begge trænes af Niels Petersen i henholdsvis Norge og Danmark.
Kick On sæsondebuterede i Stockholms Stora Pris (Gr.3) med en fjerdeplads bag Match Maker (Declaration Of War), Jazz Explosion (Red Jazz) og netop King David, som ved den lejlighed allerede havde et par løb i kroppen.
Med i løbet er også den tidligere vinder Victor Kalejs (Spring At Last), samt Everest Voice (Poet’s Voice), Freed From Desire (Heeraat) og Valence (Oasis Dream).
Vinderen af Swedish Open Mile (L) præmieres med 165.000 svenske kronor.