fbpx

Jagodin slog First Edition og Lights Out i Svenskt St. Leger

Cathrine Erichsen-trænede Lights Out formåede ikke som en af de ganske få i historien at vinde alle tre skandinaviske St. Legers, da han søndag eftermiddag må nøjes med tredjepladsen bag overraskelsen Jagodin og næstfavoritten First Edition.


Under Fernando Diaz lagde Jagodin stærkt ud fra start, mens Mark Larsen valgte en rolig indledning på ryggen af Lights Out.

Allerede i det første sving kom Lights Out dog frem udvendigt og begyndte at presse en smule på Jagodin, der dog så utrolig frisk ud og hele tiden øgede tempoet.

I sidste del af opløbssvinget var Lights Out reelt slået, mens Jagodin trak fra og til slut vandt overlegent. First Edition/Yvonne Durant spurtede bedst af de øvrige til andenpladsen foran en træt Lights Out, der nu kan få en velfortjent vinterferie efter at have deltaget i alle tre skandinaviske Derbies og St. Legers.

Jagodin trænes af Bo Neuman og ejes af Stall Gransäter, der havde en fantastisk dag – udover Svenskt St. Leger blev det nemlig også til sejr i Songline Classic (L) over 2000 meter dirt track, hvor rødskimle Buffalo Boy choksejrede foran storfavoritten Hovman.

Buffalo Boy blev redet af danske Dina Danekilde, der her vandt sæsonens anden Listed-sejr.

I Vinterfavoriternas Pris over 1600 meter var Wido Neuroths ubesejrede Daylami-søn Zalo klar favorit, men det blev i stedet staldens anden deltager Farouge, der med Kim Andersen i bøjlerne sejrede sikkert foran Doctor Price/Rodrigo Blanco.

Zalo endte som tredje før Ave Pimiento og Light Art.

I dagens bedst betalte opgør, Breeders’ Trophy Juvenile om mere end 1 million svenske kroner, var det endnu engang Tommy Gustafsson og Yvonne Durant der kunne trække sig sejrrigt ud.

Yvonne tog hurtigt føringen med Funambule-datteren Pamona, og sidenhen var ingen af konkurrenterne i stand til at nærme sig.

Pamona vandt let med to længder foran en godt afsluttende Funny Legend og overraskelsen Be My Apache.

De to dansktrænede deltagere Eko Sacher og Nakia sluttede begge uden for præmierækken.

Dansk sejr blev det i stedet for til Phoenix Fabulous i Svenskt St. Leger Consolation, hvor Kim Andersen efter et afventende ridt langt bag førende Mr Ark for alvor fik gang i Diaghlyphard-sønnen med 250 meter til mål og til sidst trak fra til en sikker sejr og en førstepræmie på 50.000 kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top