fbpx

“Han er med i afgørelsen”

Søren Jensen tager søndag turen til Göteborg med to heste: 2-årige Sir Oliver og 3-årige Trustyourinstinct. Den ene er ifølge Klampenborg-træneren et godt sejrsbud.


Trustyourinstinct/Oliver Wilson aflægger maidentitlen foran Doc Martin og Royal Zem. Foto: Burt Seeger.
Trustyourinstinct ved maidensejren på Klampenborg i fjor. Foto: Burt Seeger.

Trustyourinstinct lægger ud i Bronspremium Mile over 1600 meter, og det bliver Mingun-sønnens tredje forsøg på Göteborgs græs. I slutningen af maj var han sjette i Göteborg Classic Trial over samme distance, syv længder bag to af årgangens absolutte fløjheste Ruler Of Course og Cabanac, og senest blev det til en andenplads over 1400 meter bag Secret Emotion.

“Trustyourinstinct får slet ikke det udbytte, som han har kapacitet til, og jeg har efterhånden svært ved at være optimist med ham. Feltet er også stort, så der skal held til for at få noget med hjem”, siger Søren Jensen om hesten, der er tippet fjerde i Göteborgs baneprogram.


Mont Rose/Jacob Johansen aflægger maidentitlen foran King's Son/Oliver Wilson og Sir Oliver/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Sir Oliver ses herover blive tredje bag Mont Rose og King’s Son. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Større tiltro har Enghavelyst-træneren til 2-årige Sir Oliver, som til gengæld er tippet næstsidst i programmet.

”Han var klart forbedret sidst, ikke langt fra vinderen. Han er ikke meldt i næste uges Auktionsløb på Klampenborg, så nu tester vi ham i Göteborg, hvor jeg tror, at den flade bane og frem for alt det lange opløb er en stor fordel for ham. Han er med i afgørelsen”, vurderer Søren Jensen, som om præcis en uge som altid er på plads til den fællesskandinaviske åringsauktion på York Stutteri.


”Jeg har indtil nu besigtiget åringerne på både York og Hjortebo. Jeg fik 10 åringer med hjem fra auktionen i fjor, men så stort bliver antallet ikke i næste uge. Jeg købte i lørdags selv en åring på den svenske auktion, som er til salg indenfor stalden”.

”Flere af mine kunder er jo også selv blevet opdrættere, så der kommer måske nogle åringer fra den kant”, håber Søren Jensen, der i den forgangne weekend blot rejste til Stockholm med en enkelt hest, som til gengæld fik fuldt udbytte.

Kevin Stott og Stradivarius. Foto: Svensk Galopp.
Kevin Stott og Stradivarius. Foto: Svensk Galopp.

I hænderne på Kevin Stott fik GalopKompagniets 5-årige Stradivarius en perfekt debut på Bro Park – en bane, som træneren allerede forinden havde forudset ville passe perfekt til den langtgalopperende søn af Chinese Mandarin ud af Derby-2’eren Amusement.

Førstepræmien var 150.000 kroner værd for den danskopdrættede hest, som nu er tilbage i et handicap på 88 og fortsat er den absolutte fløjhest i stalden hos Søren Jensen.

Program: Göteborg, søndag 18. september kl. 12.30.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top