Hos Pernilla Nilsson i Krylbo bød forårets komme på en ny ankomst, da den 11-årige Dansili-datter Canyara 1. marts folede en Appel Au Maitre-halvsøster til den svenske Oaks-vinder Chatarina.
Pernilla Nilsson købte mod slutningen af Corona-året 2020 tyskopdrættede Canyara for 16,000 guineas på Tattersalls December Mare Sale i Newmarket. Hun var på daværende tidspunkt i fol ved Time Test (Dubawi), men hun mistede desværre sin hingst i åringsåret i fjor.
Hun fik heller ikke noget føl i fjor, men nu er hun heldigvis på rette vej igen med sit velskabte hoppeføl efter Appel Au Maitre (Starborough).
Canyara er en ustartet helsøster til den gode forhindringshest Cascavel og halvsøster til Gruppe-3-placerede Cabimas (King’s Best) og Listed-placerede Calico (Soldier Hollow).
Føllets mormor, Casanga (Rainbow Quest), var Gruppe-3-vinder i Tyskland og halvsøster til to øvrige Gruppe-3-vindere i Concepcion (Acatenango) og Colon (Acatenango) samt Listed-vinderen Coyaima (Night Shift).
Da Pernilla Nilsson erhvervede Canyara havde Chatarina endnu ikke vundet, men i 2021 vandt Lawman-datteren tre gange og slog til en vældig stærk udgave af Svenskt Oaks foran Lot Of Joy (Camelot) og Runaway Sue (Dragon Pulse). Chatarina har som bedst været oppe i et handicap på 83.