Kodiac-hoppen North Bay Sunrise, der blev noteret for fem karrieresejre i 40 starter, blev natten til mandag mor for første gang. Hun folede en datter af Preis von Europa (Gr.1)-vinderen Girolamo.

“North Bay Sunrise gik to uger over tiden. Hendes første foling nogensinde gik godt og vi har fået et meget fint hoppeføl”, fortæller ejer og opdrætter Flemming Salomonsen.
Salomonsen ejede North Bay Sunrise i den sidste del af hoppens løbskarriere, som foregik i Lea Olsens regi på Jydsk Væddeløbsbane.
North Bay Sunrise blev importeret til Danmark fra England i 2015 af Lone Bager. Hun er første afkom ud af den vindende One Cool Cat-datter Cat Fire og stammer fra samme moderlinje som Gruppe-1-vinderne Luso, Warrsan, Cloud Castle, Queen’s Trust og Avenir Certain, samt ikke mindst sensations-avlshingsten Mehmas.
