fbpx

Fem nye føl til verden på Hjortebo

På Stutteri Hjortebo er fem nye føl kommet til verden i løbet af den seneste måneds tid, og samtidig er bedækningssæsonen kommet godt i gang.


“Disse tider er naturligvis også specielle for os, men når det gælder folinger og reproduktion, er det ‘business as usual’ på stutteriet”, fortæller Iben Hjorth Buskop.

Den seneste måneds fem “new arrivals”:

Et hingstføl efter Appel Au Maitre ud af Pour Moi-datteren Silver Seas.

“Det er første føl ud af Silver Seas, der selv er datter af Silvertown og barnebarn af Lady Clementine“.

“At kunne få et føl efter Appel Au Maitre ud af Silver Seas giver en særlig mulighed for at krydse de samme blodlinjer som findes i den engelske Derbyvinder Wings Of Eagles, som netop er efter Pour Moi og er ud af Appel Au Maitres halvsøster”, forklarer Iben.

“At det så også er resulteret i et virkelig flot og langbenet hingstføl, gør ikke projektet mindre spændende”.


Og det bliver i familien, idet Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen Baltic Exchange (Appel Au Maitre – Lady Clementine / Richard Of York) ligeledes har fået sit første føl.

“En dejlig hoppe efter Moohaajim“, siger Iben.

Baltic Exchange viderefører de stolte familietraditioner i avlsboksen, og første afkom er en utrolig smart, brun hoppe”.


Neo Nebula (Titus Livius), som tidligere har produceret Derby-3’eren Lucy Liu (Myboycharlie) og Oaks-2’eren Margrethe (Juniper Tree), har fået et hingstføl efter Giant Sandman.


Et nyt navn på Hjortebo, Le Havre-hoppen Fouqueville, er også nedkommet med sit første føl – en hoppe efter Moohaajim.

Fouqueville vandt to løb i Frankrig og havde en omregnet skandinavisk rating på 94. Hun er også helsøster til Listed-vinderen Orbec, der tilmed er Gruppe-3-placeret”, siger Iben.


Endelig fik endnu en ny avlshoppe – Alladin’s Angel (Kendargent) et stort hingstføl efter Gruppe-1-vinderen Elusive City (Elusive Quality).

Alladin’s Angel blev købt i Deauville i december måned. Hendes mor er vinder af ni løb, heriblandt både Gruppe-2, Gruppe-3 og Listed, og så er hun søster til Gruppe-1-vinderen Trevieres“.

Elusive City døde i fjor, så dette bliver hans sidste årgang”.

Elusive City er far til internationale Gruppe-1-vindere, og herhjemme er han bedst kendt som far til King David“.


“Heldigvis sørger dygtige transportfirmaer for, at avlshopperne stadigvæk kan komme let og sikkert til bedækning, og dyrlægerne arbejder ufortrødent, ligesom vores ansatte heldigvis knokler på som et team – alt imens vi holder os tæt til hestene og på noget større afstand af hinanden”, afslutter Iben Hjorth Buskop.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top