fbpx

For få anmeldelser: KG må åbne alle storløb til 30. marts

Manglen på anmeldte heste har i år ramt Klampenborg Galopbane så hårdt, at banen har valgt at åbne samtlige syv storløb, der blev anmeldt til i mandags. “Vi opfordrer nu alle til, at støtte op om banen og melde flere heste”, siger sportschef Michael Koefoed til GalopSport.


De syv storløb er henholdsvis Dansk Jockey Club Cup (L), Pokalløb (L), Fawzia Stakes, Sceptre Stakes, Golden Mile, Klampenborg Store Sprint og Skandinavisk Grand Prix. Løbene har hver især fået imellem otte og 17 tilmeldte heste, og det løber tilsammen op i 98 tilmeldinger.

“Vi er klar over, at én af årsagerne er, at præmiesummerne har stået stille i lang tid. Reelt set er det også hvad den nye bestyrelse og ledelse arbejder på at forbedre igennem mange nye tiltag på arrangementssiden. Jeg ved, at det er bestyrelsens målsætning, at kunne fordoble præmiesummerne i samtlige storløb indenfor en årrække”, forklarer Michael Koefoed og fortsætter:

“Men nu bruger vi ikke penge, som vi ikke har. I stedet opfordrer vi alle der har mulighed for det til at bakke op om at få flere tilmeldte heste i storløbene, og samtidig vil jeg gerne sige tak til dem, som allerede har meldt”.

Det er især årets første Listed Race, Dansk Jockey Club Cup, der har fået en hård medfart.

“Vi har kun modtaget otte heste fordelt på fem forskellige trænere. Jeg har diskuteret løbet med flere forskellige trænere og luftet muligheden for, at vi flytter løbet helt frem til premieredagen, men det vil blot gøre det endnu sværere, at nå at få hestene klar”.

Klampenborg Galopbane har nu åbnet for yderligere tilmeldinger til storløbene til og med 30. marts, og Michael Koefoed håber, at den ekstra betænkningstid vil give resultater.

“Den 27. marts meldes der jo til Pramms Memorial på Jägersro, og det kan jo være, at trænere og ejere som anmelder deres heste hertil og derefter ser på listen, at de vil få svært ved at komme i løbet, i stedet vil forsøge med en anmeldelse til Dansk Jockey Club Cup”, håber sportschefen.

Grundet den forlængede anmeldelsesfrist har Klampenborg Galopbane valgt ikke at offentliggøre listerne til årets storløb for de ældre heste.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top