fbpx

Eminente King David: Pokalløbssejr for tredje år på stribe

Indenfor et blot otte års interval, er det lykkedes for to danskopdrættede heste at vinde Pokalløb (L) tre gange i træk. Mellem 2015 og 2017 var det Stutteri Hjortebo-opdrættede Falconet, og efter søndagens opvisning kan Stutteri Stork-opdrættede King David kalde sig løbets vinder mellem 2020 og 2022.



Oliver Wilson har været King Davids makker ved alle tre Pokalløbs-triumfer, og dertil vandt han den ene af gangene med Falconet (Falco) samt derimellem i 2019 med Giuseppe Piazzi (Galileo) og forinden også i 2014 med årets navnesponsor Wentworth (Acclamation).

Seks sejre på ni år i Danmarks ældste storløb – det er gigantisk, Oliver!

King David (Elusive City) kronede en fremragende Derbydag for sin ejer Karin Salling, der forinden havde vundet Goffs Futurity Stakes med Lea Olsen-trænede King Ferdinand (Elusive City) og Giant Sandman Larch Ærespræmie med Rikke Rohbach Bonde-trænede Sir Camelot (Appel Au Maitre).

Desuden bød Derbydagen på andenpladser til Sallings 2-årige Sir Jeffrey (Hunter’s Light) i Boutique Bolou 2-års Maidenserien og til 3-årige Lady Monroe (Appel Au Maitre) i Stutteri Hjortebo Derby Consolation.

En samlet præmiehøst på lige over 400.000 kroner til cerise-farverne med de blå seler.


King David vinder Wentworth Det 121. Pokalløb (L) for tredje år i træk foran Good Fortune. Foto: Burt Seeger.

Forud for Wentworth Det 121. Pokalløb (L) bekendtgjorde Niels Petersen, at han aldrig har set King David i bedre forfatning, og efter to sejre på stribe i henholdsvis Stockholms Stora Pris (Gr.3) og Swedish Open Mile (L) på Bro Park, var Petersen ikke alene med sin store tiltro til den 7-årige hingst.

King David vandt også med en sikker længde, men et nyt, stort dansk væddeløbsnavn meldte sig også for alvor på banen i form af Søren Jensen-trænede Good Fortune (Appel Au Maitre), som afsluttede stærkt bag favoritten og snuppede andenpladsen med god afstand til både Scandinavian Open-2’eren Auenfürst (Soldier Hollow) og den dobbelte Derbyvinder Stroxx Carlras (Footstepsinthesand).

For King David var det karrierens sejr nummer 15 i 32 starter, og han er tæt på at runde 3,4 millioner kroner i samlet præmiesum.

Hvilken fanebærer han har været, og fortsat er, for sjællandske Stutteri Stork.


Starten går til Wentworth Det 121. Pokalløb (L). Foto: Burt Seeger.

Starten er gået til Wentworth Det 121. Pokalløb (L). Foto: Burt Seeger.

King David vinder Wentworth Det 121. Pokalløb (L) for tredje år i træk foran Good Fortune. Foto: Burt Seeger.

King David og Oliver Wilson på vej tilbage sammen med Nina Poshtara. Foto: Burt Seeger.

Karin Salling og opdrætterparret Pia og Henrik Stork tager sammen med Niels Petersen og Nina Poshtara imod King David og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Karin Salling med King David. Foto: Burt Seeger.

Hele kredsen bag King David fejres efter sejren i Wentworth Det 121. Pokalløb (L). Foto: Burt Seeger.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top