fbpx

Daytona Gold fortsat ubesejret efter blændende 3-årsdebut

Caroline Malmborgs 3-årige breeze up-import Daytona Gold stod for en overlegen sæsondebut, da Bro Park søndag eftermiddag åbnede den skandinaviske løbssæson. Helmet-sønnen vandt med syv længder i hænderne på Andreas Tapia Dalbark og fortsætter dermed som ubesejret.



Afstanden i mål lød på syv længder til Odd Type (Swipe), som yderligere havde en længde til Moloch Sacc (White Soxs) efterfulgt af Skyraider (Zaahid) og Greet Me (Highland Reel).

Førstepræmien i det 1600 meter lange Vidilab 3-årslöpning var 41.500 svenske kronor værd for Daytona Racing, der her så deres stortalent vinde for anden gang ud af lige så mange mulige.


Daytona Gold og Andreas Tapia Dalbark vinder overlegent i sæsondebuten på Bro Park. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Daytona Gold debuterede den 10. november i fjor og vandt også dér uden at få konkurrence – dengang var det med fem længders afstand til House Doctor (Casamento).

Den fukse vallak er opdrættet i Irland af Fidelma O’Neill og blev købt til Sverige for 19,000 sterling gennem Paul Harley Bloodstock på sidste års Tattersalls Ireland/Goresbridge Breeze Up Sale, der grundet coronarestriktionerne i Irland blev afholdt i Newmarket.


Daytona Gold og Andreas Tapia Dalbark. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Moderen Felwah (Aqlaam) er i forvejen mor til to vindere, og i moderlinjen findes desuden navne som den dobbelte Gruppe-3-vinder Lady Gloria, Queen Mary Stakes (Gr.3)-vinderen Nadwah og den tidligere skandinaviske topsprinter og Polar Cup (Gr.3)-vinder Musadif.

Daytona Gold er sent født – 11. maj – og er således endnu en måned fra rent faktisk at fylde to år. Han er ikke tilmeldt Sveriges Derbyserie eller øvrige svenske storløb på nuværende tidspunkt, men han ligner et spændende kort til storløb som endnu ikke er meldt – det gælder fx Norsk 2000 Guineas på Øvrevoll, som først har anmeldelsesfrist den 2. maj.


Daytona Gold og Andreas Tapia Dalbark modtages af en glad Caroline Malmborg. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Resultater: Bro Park, søndag 10. april

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top