fbpx

Cantenac styrkede sit Guineas-kandidatur

Bent Olsen sadlede lørdag årets første vinder, da Lone Kaj-Nielsens 3-årige Cantenac ganske let henviste Lucky Lad til andenpladsen med tre længder i Elkær Stutteri 3-årsløb over 1800 meter på Klampenborg.


Cantenac. Foto: Burt Seeger.

Cantenac styrkede dermed sit kandidatur til Dansk 2000 Guineas, hvor han med sit nye generalhandicap på 79 ligger et kilo under sidste års danske Kriteriums- og Opdrætningsløbsvinder Halløjsa, som endnu ikke har sæsondebuteret.

Academy Award-sønnen, der er helbror til sidste års Golden Mile (L)-vinder Reventon, vandt ganske besnærende og lignede i sandhed en stærk klassisk deltager.

Jockey Jacob Johansen ventede ganske længe før han gav Cantenac marchordre, men da der endelig blev trykket på knappen strøg den brune hingst med største lethed forbi sin staldkammerat Irish Hawk/Marcos Robaldo og tog hurtigt en klar føring.

Ned mod målstregen nærmede langt galopperende Lucky Lad sig fra sidstepladsen, men Jacob Johansen behøvede blot at se sig en gang over skulderen og give Cantenac en påmindelse om opgaven, før han igen trak fra og vant uhyre overlegent.


“Ham her skal nok stå Derbydistancen”

Jacob Johansens umiddelbare reaktion var ikke til at tage fejl af: “Han er rigtig god, det er der ingen tvivl om. Hele familien er god, men til forskel fra Reventon skal ham her nok komme til at stå Derbydistancen”.

En opfattelse træner Bent Olsen til fulde deler med sin førstejockey:

“Cantenac er helbror til Reventon, men rent faktisk ligner han langt mere sin mors halvbror Master Kid, som vandt Dansk Derby for os for tre år siden. Reventon havde også en hård 2-årssæson med mange store opgaver som han løste til perfektion, men han var aldrig rigtig oppe i samme omdrejninger som 3-årig. Cantenac er blevet taget anderledes let i sin første sæson, og hele vinterperioden er gået efter bogen”, udtaler træneren til galopsport.dk.


Derbyet har højeste prioritet

Cantenac har Seaside Navigation Dansk 2000 Guineas den 20. maj som sin første større opgave i 2011, men der hersker ingen tvivl om at Dansk Derby den sidste søndag i juni er det altoverskyggende mål, hvilket også afspejler sig i trænerens løbsvalg i sæsondebuten.

“Det var helt bevidst at jeg startede Cantenac over 1800 meter, i stedet for at vente til 2000 Guineas Trial over 1500 meter en uge senere. Cantenac har masser af klasse, og det bliver ikke noget problem for ham at gå 200 meter ned i distance næste gang. Men jeg ønskede ikke at give ham en stressende sæsondebut, og han har taget løbet perfekt. Nu går vi direkte imod 2000 Guineas”, fortsætter Bent Olsen.


Lucky Lad behøver distance

Johan Reuterskiöld, der træner andenhesten Lucky Lad, var også ganske tilfreds med Black Sam Bellamy-sønnen.

“Dette var hans første start på Klampenborg, han gav et kilo til vinderen og vil afgjort synes om at komme ud over længere distance. Han er mit store Derbyhåb, og jeg er meget glad for måden han sæsondebuterede på”.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top