fbpx

Berner Olsen: Al Shemali-afkom ud af Golden Memory og Jolie Fleur

Én af Danmarks største fuldblodsopdrættere, Berner Olsen, skal senere på året fremstille første årgang efter Gruppe-1-vinderen Al Shemali (Medicean), og to af stutteriets markante hopper har for nylig folet afkom efter hingsten.


Hoppeføl v. Al Shemali - Golden Memory (Dexterity). Foto: Privat.
Hoppeføl v. Al Shemali – Golden Memory (Dexterity). Foto: Privat.

Millionøsen Golden Memory, der indløb mere end 2,3 millioner kroner og bl.a. vandt Margareta Wettermarks Minneslöpning (L) samt fire udgaver af Breeders’-serien, fik sit fjerde hoppeføl på stribe siden hun folede for første gang tilbage i 2015.

Golden Memory (Dexterity) vandt otte af sine karrierestarter mellem 2- og 4-årssæsonen, og efter at have vundet Breeders’ Trophy Juvenile på Täby i sin første sæson, fortsatte hun med at dominere de skandinaviske Breeders’-opgør som 3-årig, hvor hun både slog til i Breeders’ Trophy Mile og Breeders’ Trophy Classic på Täby, samt i Breeders’ Prize Classic hjemme på Øvrevoll.

Golden Memory. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Golden Memory. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Også på Jägersro var hun forrygende som vinder af Margareta Wettermarks Minneslöpning (L), og det var rent faktisk kun på Klampenborg, at hun aldrig rigtigt fandt sig til rette og derfor “måtte nøjes” med fjerdepladser i Dansk Galops Auktionsløb, Mowerinaløb og Dansk Breeders’ Cup.

Golden Memory er selv ud af Mowerina- og dobbelt-Golden Mile (L)-vinderen Golden Line (Gabitat), som netop var helt fantastisk på Klampenborg for sin træner Gert Jensen. Golden Line er ligesom Golden Memory opdrættet af Berner Olsen, som fortsat sørger for at videreføre den traditionsrige moderlinje.


Hingst v. Al Shemali - Jolie Fleur (Richard Of York). Foto: Privat.
Hingst v. Al Shemali – Jolie Fleur (Richard Of York). Foto: Privat.

Danmarks Derbyvinder fra 2015, Manacor, har fået en lillebror efter Al Shemali.

Manacor (Primatico) vandt otte af sine 22 karrierestarter, og det var navnlig som 2- og 3-årig, at hun gang på gang satte alle skeptikere til vægs med sit eminente fighterinstinkt.

Som 2-årig vandt hun sine fire første starter, heriblandt Skandinavisk Opdrætningsløb og Stutteri Hjortebo Auktionsløb, og som 3-årig fulgte hun op med at vinde Mowerina Trial, Mowerinaløb, Derby Trial og endelig også Dansk Derby.

Manacor. Foto: Burt Seeger.
Manacor. Foto: Burt Seeger.

Sidenhen var hun også anden i Breeders’ Trophy Classic på Täby, og som 4-årig var hun slået med det absolut mindst mulige af Ray i Derbydagens Juniper Tree Fawzia Stakes. Manacor afsluttede karrieren med mere end 1,6 millioner på præmiekontoen, og hun blev i 2018 selv mor for første gang.

Avlshoppen Jolie Fleur er foruden Manacor også mor til den svenske Kriteriums-2’er King Charles (Special Quest) og vindende Grey Goose (Academy Award), samt 3-årige Primacor (Primatico), der forventes at sæsondebutere på Jägersro den 10. april.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top