fbpx

Berling vandt højdramatisk SOC

Blot otte dage efter triumfen med Inaya i Dansk Breeders’ Cup, var Jessica Long, Dina Danekilde og Benny Anderssons Chess Racing tilbage med en ny triumf på Klampenborg.


Berling. Foto: Burt Seeger.
Berling. Foto: Burt Seeger.

Denne gang i banens største opgør, Dansk Hesteforsikring Scandinavian Open Championship (Gr.3), hvor Berling tog en sikker sejr foran Probably, Without Fear, Free House og Einsteins Folly.

Scandinavian Open blev desværre også beskæmmet af et frygteligt styrt rundt tribunesvinget, hvor både Mekong River/Oliver Wilson, Bank Of Burden/Per-Anders Gråberg og Moe Green/Rafael Schistl gik ned.

Ingen heste kom noget til, mens det blandt rytterne så værst ud for Oliver Wilson, der fik en stor del af feltet henover sig og efterfølgende blev ført til sygehuset med mulige brud i den ene hånd og underarm.

Både Gråberg og Schistl kunne forlade banen gående. Mere om Oliver Wilsons tilstand følger senere.

Tilbage til selve løbet, som Berling førte start til slut under Dina Danekilde.

De eneste heste i feltet som reelt ikke blev generet af Mekong Rivers styrt var netop Berling, samt Probably, Without Fear, Free House og Lindenthaler.

De fire førstnævnte kom også i mål som de fire første, mens det lykkedes Jessica Longs tredje deltager, Einsteins Folly, at hente femtepladsen.

Berlings sejr var helt uovertruffen og han endte langt foran resten af feltet, som ellers kom i mål tæt samlet.

Førstepræmien i Dansk Hesteforsikring Scandinavian Open Championship (Gr.3) var 250.000 kroner værd for 8-årige Berling, som har det med at slå til når ingen rigtig regner med det.

Hans to eneste øvrige sejre siden ankomsten til Skandinavien er taget i Marit Sveaas Memorial (Gr.3) på Øvrevoll i 2013, mens han slog til i Swedish Open Mile (L) i fjor.

Montjeu-sønnen har nu vundet syv gange i karrieren og indløbet tæt på 2½ million kroner.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top