fbpx

Artikel om Bro Park i søndagens Racing Post

I søndagsudgaven af Racing Post er der to artikler med relation til Sverige. Den første, skrevet af Nicholas Godfrey, kaldes “Jeg har set fremtiden for svensk galop – og det fungerer.” 


I artiklen roser Godfrey Europas nyeste bane for sine internationale ambitioner, den stilrene og kompakte hovedtribune og det omfattende lysanlæg.

Bo Gillborg, der er ansvarlig for Svensk Galops planlægning og udvikling, citeres for at ønske en mere kosmopolitisk ånd og at det er en forudsætning for at skabe en ny æra for galoppen, at vi bliver mere internationale.

På åbningsdagen var der tre engelske trænere på plads som interesserede tilskuere: Gay Kelleway, Stan Moore og Ilke Gansera-Leveque, medens deres kollega Giles Bravery selv kørte sin syvårige hoppe fra Newmarket til Bro Park på 31 timer dør til dør med en overnatning på Jägersro.

Jockey George Baker interviewes også i artiklen, hvor han udtaler at det er en meget veldesignet bane, meget fair og med et godt, langt opløb.

Han tillægger, at det er overrraskende så godt græsset har sat rødder i betragtning af den tid der har været til rådighed. “Hatten af for de ansvarlige – de vil få mange fornøjelser her.”

Det eneste negative som Godfrey anfører, er den langsommelige læsningsprocedure ved startboksen og mangel på skærme med resultater for spillerne.

Afslutningsvis anføres det, at flere af de tilrejsende trænere meget vel kan tænke sig at starte heste i det kommende Bro Park Festival meeting i september.

Træner Stan Moore udtaler:” Jeg synes at dette ser ud som en meget fin bane. Den er god at ride på og præmiesummerne er gode. Jeg har stor lyst til at bringe heste herover og jeg tror definitivt, at det bliver en succes.”


Den anden artikel i Racing Post af Isabel Mathew er et interview med Sven Hansson, der både opdrætter og har løbsheste på den internationale scene.

I denne sæson har hans og fruen Carina Klingbergs eget opdræt One Foot in Heaven for nylig vundet Gruppe-2-løbet Grand Prix de Chantilly.

Denne søn af Fastnet Rock og Pride vandt dermed sin tredje sejr i træk i denne sæson og er meldt i Prix de l’Arc.

Sven Hanson udtaler, at de har været meget heldige med deres opdræt, som bl.a. omfatter Prix de Jockey Club-vinderen Reliable Man. Stutterivirksomheden er hidtil foregået i Normandiet på deres eget stutteri.

Dette er nu solgt og hopperne er placeret hos Anna Drion og James Hanly.

Stjernehoppen Pride har i år en hingsteåring efter Dalakhani, som kommer på Arqanas åringsauktion i august.

Den tredobbelte Gruppe-1-vinder, der nu er 16 år gammel, har desuden et føl efter Kingman og er i fol ved Le Havre.

Ægteparret har heste i træning hos Alain de Royer-Dupre og Pia Brandt  samt i Australien hos Chris Waller og Matt Cumani.

Det sidste forhold kan måske blive forstærket i fremtiden, da parret planlægger at flytte til New Zealand på deltid.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top