fbpx

Arqana Vente d’Elevage: Hernando-hoppe til Hjortebo

Stutteri Hjortebos forkærlighed for døtre af den tidligere franske Derbyvinder Hernando kom atter til udtryk på andendagen af Arqanas Vente d’Elevage, da Morten Buskop sikrede hammerslaget på avlshoppen Herminia i fol ved Gruppe-1-vinderen Zarak.


Herminia (Hernando) blev købt for 10,000 euro gennem Morten Buskop Bloodstock. Foto: Arqana.

11-årige Herminia er ud af den ustartede Danehill-datter Danseuse Indienne og helsøster til Prix Daphnis (Gr.3)-vinderen Indian Daffodil samt halvsøster til Prix Quincey (Gr.3)-vinderen Devious Indian og Prix de Lutece (Gr.3)-vinderen Etendard Indien.

Selv er Danseuse Indienne helsøster til Prix Ganay (Gr.1)-vinderen Indian Danehill og Prix la Rochette (Gr.3)-vinderen Indian Jones, og den forrygende moderlinje rummer desuden Danse Indiennes Gruppe-1-vindende bror Antheus og Prix Cleopatre (Gr.3)-vinderen Alexandrie, der igen er mor til Criterium de Saint-Cloud (Gr.1)-vinderen og avlshingsten Poliglote samt de øvrige avlshingste King Alex og Alexius.

Herminia startede fire gange placeret som 3-årig og har i stutteriet produceret 2-årsvinderen Aimara (Makfi) og 3-årsvinderen Thesee (Acclamation).

Hoppens 2-årige søn Albertinelli (Dream Ahead) har været placeret to gange i lige så mange starter i år, og tidligere i 2021 folede hun en hoppe efter Le Havre (Noverre).


Zarak (Dubawi – Zarkava / Zamindar) bedækker i 2022 til en takst på 25,000 euro. Foto: Aga Khan Studs.

Aga Khans succesrige avlshingst Zarak (Dubawi) stiger i 2022 mere end 100% fra 12,000 til 25,000 euro efter en flot start på avlskarrieren med sin første årgang, som bl.a. inkluderer den tyske Gruppe-3-vinder Lizaid og ikke mindst Times Square, der på Arc-dagen var anden i Prix Marcel Boussac (Gr.1), samt Purplepay der var tredje i Criterium International (Gr.1).

“Vi var i princippet ikke ude efter en ny avlshoppe i år, men vi havde sat mærke ved Herminia, idet hun jo er efter Hernando og tilmed tilhører én af hans sidste årgange”, fortæller Iben Hjorth Buskop og fortsætter:

“Jeg troede ærlig talt, at hun villle blive meget dyrere, men jeg er glad for at vi tog chancen og bød med”.


Suspicious Mind er efter Appel Au Maitre og ud af Hernando-datteren Fleur En Fleur. Foto: Burt Seeger.

Herminia passer godt til Hjortebo og den type heste som vi stræber efter at producere på stutteriet, og hun skal selvfølgelig besøge Appel Au Maitre til næste år”.

Og det skyldes naturligvis Appel Au Maitres store succes med netop hopper efter Hernando – et kryds der hidtil har skabt navne som den dobbelte Scandinavian Open (Gr.3)-vinder Suspicious Mind og den femdobbelte Listed-vinder Appelina.

Arqanas Vente d’Elevage fortsætter både mandag og tirsdag med salg af føl og avlshopper.


Se video af Herminia herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top