fbpx

Amon Ra i spidsen for Castro-trippel: “Man vil jo altid gerne vinde Derbyet”

Francisco Castro sadlede fire heste og var tre gange i vindercirklen på Jägersros afbudsramte storløbsmandag, hvor 2-årige Amon Ra blev den store triumfator med sejren i Skånelandlöpning.


Amon Ra/Per-Anders Gråberg vinder Skånelandlöpning foran Joker Face. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Amon Ra/Per-Anders Gråberg vinder Skånelandlöpning foran Joker Face. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Amon Ra måtte i sin seneste start for to måneder siden indkassere karrierens første nederlag, da han blev slået af Joker Face og den senere svenske Kriteriumsvinder Two Eyed Jack.

Inden da havde han vundet tre gange på stribe over kortere distancer, og taktikken blev derfor lagt om denne gang.

Per-Anders Gråberg, som red Exceed And Excel-sønnen for første gang, fik taget brodden af den indledende pace og endte rundt første sving som tredje bag førende Joker Face/Kajsa Lindsjö, som havde Momento Carlras/Rafael de Oliveira lige bag sig.

På fjerdepladsen fulgte Deadline Day/Anna Pilroth.

Amon Ra/Per-Anders Gråberg vinder Skånelandlöpning foran Joker Face. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Amon Ra/Per-Anders Gråberg vinder Skånelandlöpning foran Joker Face. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Joker Face fik på bagsiden heftigt tryk af Momento Carlras, og de to heste kæmpede deres egen kamp rundt opløbssvinget, mens Gråberg lunede sig bagved med Amon Ra.

Ind på opløbsstrækningen måtte Momento Carlras som den første give slip, men Joker Face fortsatte ufortrødent og lod først Amon Ra overtage den fulde kontrol med 150 meter til målstregen.

Sejren blev til slut let med en længdes afstand, mens Momento Carlras akkurat holdt tredjepladsen foran Deadline Day.

Førstepræmiens 200.000 svenske kronor tilfaldt dermed Mac Racing med vänners Amon Ra, som nu går på vinterferie med fire sejre og en tredjeplads i fem starter og 564.400 svenske kronor på præmiekontoen.

Amon Ra og Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Amon Ra og Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Francisco Castro har tidligere udtalt, at den 2-årige hingst ikke kommer til at starte udenfor Jägersro før næste års svenske Derby.

Et løb den chilenske træner har vundet en enkelt gang tidligere med Moe Green, og som han siden har været anden i to gange med Luca Brasi og Stricker, og så sent som i år blev han tredje med Couples.

Både Luca Brasi, Stricker og Couples startede i Mac Racings blå-hvide farver.

“Man vil jo altid gerne vinde Derbyet”, sagde delejer Paul Jarlsbo efter mandagens storløbssejr. Og dén drøm lever i bedste velgående med Amon Ra, som på trods af at han formåede at aflægge sin maidentitel over 1000 meter den 8. juli, faktisk er trukket til at kunne stå Derbydistancens 2400 meter.

Han er godt nok efter den australske championsprinter Exceed And Excel (Danehill), som først og fremmest er kendt for sine tidlige 2-årstyper og stjernesprintere/milere som Amber Sky, Earthquake og Excelebration med flere.

Amon Ra og Per-Anders Gråberg modtages af træner Francisco Castro og Mac Racing med vänner. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Amon Ra og Per-Anders Gråberg modtages af træner Francisco Castro og Mac Racing med vänner. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Men han er også ud af den irske Oaks (Gr.1)-2-‘er Roses For The Lady (Sadler’s Wells), mens mormoderen – Princess Royal Stakes (Gr.3)-vinderen Head In The Clouds (Rainbow Quest) – er helsøster til den tidligere europæiske Championstayer og St. Leger (Gr.1)-vinder Millenary, samt halvsøster til den engelske Derby (Gr.1)-3’er og avlshingst Let The Lion Roar.

Amon Ra blev købt for 68.000 euro på Goffs Orby Yearling Sale i fjor.


Breakdancer/Per-Anders Gråberg slår Dardenne/Anna Pilroth. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Breakdancer/Per-Anders Gråberg slår Dardenne/Anna Pilroth. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Francisco Castros to øvrige dagssejre blev vundet af 5-årige Breakdancer og 3-årige Donatella.

Førstnævnte skulle forsvare et handicap på 90 i Guldhandicap over 1200 meter, og også her sørgede Per-Anders Gråberg for at fuldføre missionen med en halv længdes sejr foran Wido Neuroths Dardenne/Anna Pilroth og Susanne Berneklints Polorizer/Carlos Lopez.

Sejren var 50.000 kronor værd for Breakdancer, som her vandt for fjerde gang i 2018 og rundede 1,2 millioner i samlet præmiesum til sine ejere Inger og Lennart Linell.

Donatella vinder under Cornelia Hartsmar. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Donatella vinder under Cornelia Hartsmar. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Den 3-årige danskopdrættede Mingun-datter Donatella var den der sørgede for tredje dagssejr – samtlige indenfor V4-spillet – til Stall Castro.

I hænderne på lærling Cornelia Hartsmar slog hun Excellent Dart/Martin Rodriguez med små tre længder og sikrede 28.000 kronor til Javo Racing.

Donatella er opdrættet af Stall Ras og ud af Fusaichi Pegasus-datteren Enchanting Muse, hvilket gør hende til halvsøster til bl.a. Fighter Carlras.


Jazz Explosion og Martin Rodriguez sejrer overlegent i Manoustielöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Jazz Explosion og Martin Rodriguez sejrer overlegent i Manoustielöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Jazz Explosion suveræn i Manoustie

Mandagens andet storløbsopgør for den yngste årgang var efter afbuddet fra Castros favorit Es Raco blevet til et fire hestes opgør – og det endte med spil til ét mål for Bodil Hallencreutz-trænede Jazz Explosion, som under Martin Rodriguez vandt med otte længder foran Bolette Rosenlunds fynske gæst Mr Gundpowder/Nicolaj Stott, som yderligere havde godt 12 længder til tredjehesten Amazing Halo/Marcos Robaldo.

Førstepræmien var 100.000 kronor værd for Jazz Explosion, der har vundet tre gange i fem starter siden han blev importeret til Sverige af sin træner Bodil Hallencreutz og Stall SHAB. Hallencreutz købte Red Jazz-sønnen for 8.000 pund på Goffs UK Breeze Up Sale i Doncaster – samme salg som andenhesten Mr Gunpowder også kom fra efter et hammerslag på 5.000 pund.

Udover de tre sejr har Jazz Explosion opnået en andenplads hjemme på Jägersro bag Joker Face og en tredjeplads i Svealandlöpning på Bro Park bag Bent Olsens Red Cactus og Marc Stotts Nipozzano.

“Han var forhåndsanmeldt til den svenske Derbyserie da vi købte ham i Doncaster, og jeg håber, at han kommer til at stå lidt længere distance til næste år. Voterlöpning bliver nok årets helt store opgave for ham”, sagde træner Bodil Hallencreutz om den brune hingst, som nu går vinteren i møde med 276.000 kronor på kontoen.


Wo Bu Zhidao og Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Wo Bu Zhidao og Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Overlegen maidensejr til Wo Bu Zhidao

Jan-Erik Pettersson har haft en del stolpe ud i løbet af 2018, men med 2-årige Wo Bu Zhidao har han et klassisk løfte til 2019.

Eishin Dunkirk-datteren kom med en fjerdeplads i bagagen fra Janos Tandaris Minne, og denne gang gjorde hun kort proces over de 1200 meter med en tre længders sejr foran Hans-Inge Larsens Grey Ascension og Bent Olsens Noble Arabian.

Jan-Erik Pettersson med 2-årige Wo Bu Zhidao. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Jan-Erik Pettersson med 2-årige Wo Bu Zhidao. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Hun har Dianalöpning som sin hovedopgave næste år”, sagde Jan-Erik Pettersson, der købte hoppen af Rävdansens Stuteri på sidste års åringsauktion på Happy Tammsvik.

Wu Bo Zhidao er ud af Montjeu-datteren Lolla’s Spirit og dermed halvsøster til Larch-vinderen Binoche (Bated Breath).


Fantomen og Carlos Lopez aflægger maidentitlen foran The Pope. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Fantomen og Carlos Lopez aflægger maidentitlen foran The Pope. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Carlos Lopez, der red Wo Bu Zhidao til sejr, fejrede sit allerede for længst vundne Jägersro-championat ved også at vinde med Susanne Berneklints 3-årige Fantomen, som efter en lang række sekundære placeringer endelig kunne aflægge maidentitlen i ottende forsøg.

Ulrika Holmquist tager sin sejr nummer 70 på ryggen af All My Lovin. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Ulrika Holmquist tager sin sejr nummer 70 på ryggen af All My Lovin. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Ulrika Holmquist formåede i dagens niende opgør at ride sin lærlingelettelse ud.

Hun vandt sin sejr nummer 70 på ryggen af Annette Stjernstrand-trænede All My Lovin og kan dermed kalde sig for udlært jockey.

Toutatix sejrer foran sine staldkammerater. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Toutatix sejrer foran sine staldkammerater. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Mandagens øvrige vindere på Jägersro var Karl Peter Andersens Half Tiger/Annie Nilsson Lindahl, Ricardo Ramallos Mr Walker/Maikel Narvaez og endelig Maria Hagman Erikssons Toutatix/Josefin Landgren, der vandt foran sine to staldkammerater Al Murjaan og Pamills Lipse.


Repriser: Jägersro, mandag 3. december

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top