fbpx

Amerikanske Mystic Guide vandt World Cup’en for Godolphin

Michael Stidham-trænede Mystic Guide bogførte sin karrieres første Gruppe-1-sejr, da han under Luis Saez blev en let vinder af Dubai World Cup.


Mystic Guide og Luis Saez vinder Dubai World Cup (Gr.1) 2021. Foto: Dubai Racing Club.

Ghostzapper-sønnen ejes af Godolphin og blev den 11. World Cup-vinder for Sheikh Mohammeds “Boys in Blue”, da han usvigeligt sikkert trak fra konkurrenterne ind på opløbet og siden vandt med små fire længder til japanske Chuwa Wizard (King Kamehameha).

William Buick red André Fabre-trænede Magny Cours (Medaglia d’Oro) – ligeledes ejet af Godolphin – ind til tredjepladsen før lokale Hypothetical (Lope De Vega) og Salute The Soldier (Sepoy).

Førstepræmien i 2021-udgaven af Dubai World Cup (Gr.1) var 6.960.000 USD værd for 4-årige Mystic Guide, der blot startede for ottende gang i karrieren.

For godt et år siden – den 21. marts 2020 – aflagde han maidentitlen i sin anden start på Fair Grounds, hvorefter han opnåede en andenplads på Belmont og en tredjeplads i Peter Pan Stakes (G2) på Saratoga.

I september vandt han så Jim Dandy Stakes (G2) på Saratoga, og en måned senere var han anden i Jockey Club Gold Cup Stakes (G1) på Belmont. Det var hans første start i Grade-1-sammenhæng.

Luis Saez red for første gang den fukse hingst for en måned siden i Razorback Handicap (G3) på Oaklawn Park. Hér blev det til en besnærende seks længders sejr, hvorefter Mystic Guide for alvor dukkede op i World Cup-billedet.

I sit blot andet forsøg i Gruppe/Grade-1-selskab vandt Mystic Guide ét af verdens bedst betalte væddeløb. Godt nok et amputeret et af slagsen, men sikkert heller ikke det sidste på topniveau.

Sheikh Mohammed har selv opdrættet Mystic Guide, der er sjette afkom ud af A.P. Indy-datteren Music Note.

Netop Music Note var en fænomenal væddeløber i Godolphins farver.

Hun vandt ikke mindre end fem Grade-1-sejre i USA, heriblandt Mother Goose Stakes, American Oaks og Gazelle Stakes for Saeed bin Suroor, og så er hun desuden halvsøster til den franske 1000 Guineas-vinder Musical Chimes (In Excess).

Dubai World Cup blev ramt af to sene afbud. Først smed Great Scott sin jockey Frankie Dettori af på vej mod starten, og siden kravlede Military Law under lågen i startboksen kort før starten.


Foruden triumfen i selve World Cup’en trak de amerikanske trænere sig også sejrrigt ud af Al Quoz Sprint (Gr.1) over 1200 meter græs med Brendan Walshes Extravagant Kid (Kiss The Kid) og Carlos Davids Zenden (Fed Biz) i Dubai Golden Shaheen (Gr.1) over 1200 meter dirt.

Lord North og Frankie Dettori sejrer i Dubai Turf. Foto: Dubai Racing Club.

John Gosden sadlede to vindere – først Lord North (Dubawi) i Dubai Turf (Gr.1) over 1800 meter græs og dernæst Mishriff (Make Believe) i Dubai Sheema Classic (Gr.1).

Saudi Cup-vinderen Mishriff tager endnu en milliontriumf i Dubai Sheema Classic under David Egan. Foto: Dubai Racing Club.

Charlie Appleby og William Buick vandt UAE Derby (Gr.1) med Rebel’s Romance (Dubawi), og Mark Johnston sikrede sig sejren i det 3200 meter lange Dubai Gold Cup (Gr.2) med Subjectivist (Teofilo).

Endelig fik Satish Seemar en lokal sejr i Godolphin Mile (Gr.2) med Secret Ambition (Exceed And Excel).

William Buick vinder UAE Derby med Rebel’s Romance. Foto: Dubai Racing Club.

Se resultater fra World Cup-dagen 2021 hér.


Se samtlige World Cup-dagens opgør herunder:









Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top