Vinderen af Norsk 2000 Guineas, Hotline Bling, fortsætter sin karriere i træning hos Silja Støren på Øvrevoll. Cotai Glory-sønnen er desværre ikke med til at pryde Cup-dagen i Stockholm på søndag, men han er allerede én af Skandinaviens bedste sprinter/milere.
Hotline Bling kom til Skandinavien ud på sommeren i fjor, og i Raphael Freires varetægt vandt han både Svealandlöpning og Vinterfavoriternas Pris, inden han gjorde vinterophold i Dubai. Hér omsatte han tre starter til to fjerde- samt en femteplads.
Tilbage i Skandinavien indledte Hotline Bling med tre sejre på stribe – heriblandt altså i Norsk 2000 Guineas – og derefter blev han testet i Bonhams Thoroughbred Stakes (Gr.3) på Goodwood, hvor han efter at være blevet generet i opløbet alligevel formåede at holde til femtepladsen.
Hotline Blings sidste start for Raphael Freire blev i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på den norske Derbydag, hvor han endte på niendepladsen bag vindende King David (Elusive City).
Silja Støren, der nu har overtaget træningen af Hotline Bling for Valstad Stable, har 14 heste i stalden på Øvrevoll – heraf fem 2-årige og fire 3-årige.
Silja driver virksomheden side om side med sin sambo Manuel Martinez, der i forvejen har været Hotline Blings faste makker ved samtlige hestens seks sejre i Skandinavien.