fbpx

75 år i dag: Per Aa. Bustrup

Én af dansk galopsports mest dedikerede ildsjæle, Per Aa. Bustrup, fylder 75 år i dag. Per var marketingchef for Klampenborg Galopbane i perioden 1974 til 1986, og var bl.a. med til at introducere Scandinavian Open Championship og baneprogrammet “GALOPPEN”.


Grete og Per Aa. Bustrup. Foto: Privat.
Grete og Per Aa. Bustrup. Foto: Privat.

Bustrup var desuden initiativtager til den populære løbsserie for lærlinge, Ekstra Bladets Gyldne Hjelm, og sammen med bl.a. legendariske Gunnar “Nu” Hansen speakede han de årlige Derbytransmissioner på TV.

Pers dedikation til galopsporten fortsatte uforandret efter han forlod posten som marketingchef på Klampenborg og stiftede sit eget bureau, GP Reklame, navngivet med initialerne for hans eget og hustruen Gretes fornavn.

Grete og Per har været gift og udadskillelige i 50 år.

Efter Klampenborg igennem en længere årrække havde haft fælles løbsprogram med landets øvrige væddeløbsbaner, stod Per sammen med banens daværende direktør, Tom Christensen, bag relanceringen af baneprogrammet “GALOPPEN”, som han selv layoutede fra kontoret på Langebjerg i Nærum.

Per Bustrup skrev sammen Hans Erik Westerberg jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod” i anledning af Dansk Galops 150 års jubilæum, og senere udgav han også “Bageren der blev stjernejockey” om Kim Andersens liv på hesteryg, ligesom han var med til at promovere filmatiseringen af blockbusteren “Seabiscuit” og sørgede for en biografsal fuld af væddeløbsentusiaster til forpremieren.

Per Bustrups utrættelige idévirksomhed og høje faglige kundskaber er noget både undertegnede og mange andre i skandinavisk galopsport fortsat nyder godt af – ikke mindst igennem RaceTime Magazine, som Per sammen med sin bror Klaus lægger oceaner af timer i hver eneste måned.

Galop Kompagniet med Steinway. Foto: Burt Seeger.
Per Aa. Bustrup med sine venner i Galop Kompagniet efter Steinways sejr i sæsondebuten. Foto: Burt Seeger.

Som hesteejer har Per Bustrup også haft succes. Navnlig med Jockey Club Cup (L)-vinderen Blue Mountain, Breeders’-vinderen og millionøsen Blue Mary, Derby-2’eren Stradivarius og lige nu med 4-årige Steinway, som han ligesom det var tilfældet med Stradivarius ejer sammen med sine mangeårige venner Ib Müllertz, Hans Erik Westerberg og Hakon Rønn Jensen under pseudonymet Galop Kompagniet.

Samtlige har været trænet af Søren Jensen på Enghavelyst. Steinway vandt sin sæsondebut på Klampenborg tidligere på måneden, og har nu Dansk Breeders’ Cup som sin næste store opgave.

Kære Per – stort tillykke med 75-årsdagen, tak for din utrættelige indsats for GalopSport og galopsporten. Du er et unikum og en værdsat ven og samarbejdspartner, og jeg håber, at det vil vare ved mange år endnu.

Filip Zwicky.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top