fbpx

2-årig Zoffany-datter med danske forbindelser debuterede med 13 længders sejr

For første gang i år startede Lennart J:r Reuterskiöld onsdag en hest fra staldens 2-årshold, og det blev omsat i en overlegen 13 længders triumf over 1600 meter på Jägersro.


Zunzina aflægger maidentitlen for Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Sejren tilfaldt Stall Tandems irskopdrættede hoppe Zunzina (Zoffany), der førte hver en meter og forlod sine tre konkurrenter rundt sidste del af opløbssvinget.

Herfra styrede Jacob Johansen hende hjem til en totalt overlegen triumf og en førstepræmie på 41.500 svenske kronor.

Langt bag vinderen fulgte Kahlil de Burcas Cara Dune (Heeraat), der kom med en udmærket fjerdeplads fra debuten i Stockholm, mens tredjepladsen gik til Paul Fitzsimons-trænede Dandelion Dream (Aces Star), som havde to starter med sig i bagagen.

Zunzina var godt forberedt af Sveriges championtræner, og hun var spillet til gigantfavorit i 1,62 hos ATG.


Lennart J:r Reuterskiöld med sin 2-årsvinder Zunzina. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Zoffany-datteren havde også imponeret i sit prøveløb på Jägersro, hvor hun efter en tabt start avancerede let udenpå hele feltet og afsluttede let i hænderne på Johansen.

Den 2-årige hoppes debutsejr glædede ikke kun Lennart J:r Reuterskiöld og Stall Tandem, men også Zunzinas irske opdrætter, der i fjor solgte hoppen på Scandinavian Open Yearling Sale og via York Stutteri igen i år fremstiller et afkom ud af moderen, Montjeu-datteren Sun City.

Denne gang er der tale om en hoppe efter Coolmores afdøde avlshingst Mastercraftsman (Danehill Dancer), og onsdagens opdatering til katalogsiden har selvfølgelig ikke gjort åringen mindre attraktiv.

Og historien stopper ikke hér.

I fjor købte opdrætterparret Karen Grethe og Poul Erik Jensen nemlig Zunzinas mor i en privat handel i Irland.

Sun City var i fol ved Prince Of Wales’s Stakes (Gr.1)-vinderen Free Eagle (High Chaparral), og hun folede i foråret et velskabt hoppeføl i det nordjyske.

Free Eagle gik i stutteriet på Irish National Stud i 2016 til en bedækningstakst på 20,000 euro og er far til bl.a. sidste års engelske Derby (Gr.1)-2’er Khalifa Sat og den flerdobbelte Hong Kong-millionær Beauty Smile.

Sun City, der er en af ganske få døtre i Skandinavien efter Coolmore-legenden Montjeu (Sadler’s Wells), er søster til Oaks d’Italia (Gr.2)-2’eren Scighera (New Approach) og ud af Listed-placerede Zina La Belle (Mark Of Esteem).


Zunzina i ringen på Scandinavian Open Yearling Sale i fjor. Hun var fremstillet af York Stutteri og blev solgt for 150.000 kroner til Lennart J:r Reuterskiöld og Stall Tandem. Foto: Burt Seeger.

Mormoderen, den franske Listed-vinder Gold Script (Script Ohio) har desuden bragt Railway Stakes (Gr.3)-vinderen Honours List, der også var anden i Prix de la Salamandre (Gr.1) og tredje i Grand Criterium (Gr.1).

Gold Script er også tredjemor til Shadwell Turf Mile Stakes (Gr.1)-vinderen og July Cup (Gr.1)-2’eren Suedois.

“Vi er henrykte over Zunzinas flotte sejr i dag. Vi havde hørt rygter om, at hun var god, men det er fantastisk at se det med egne øjne. Sun City er nu i fol ved Juniper Tree“, kommenterer Karen Grethe Jensen onsdagens resultat.

Zunzina kan meget vel få sin næste opgave i Dansk Galops Auktionsløb den 2. oktober på Klampenborg, hvor vinderen præmieres med 300.000 kroner.


ZUNZINA (IRE)
fuks hoppe 2019
v. Zoffany (Dansili)
1. mor Sun City (Montjeu)
2. mor Zina La Belle (Mark Of Esteem)
3. mor Gold Script (Script Ohio)
Søskende i Skandinavien: NN (2020), NN (2021)
41.500 SEK.
Hcp.: –
Ejer: Stall Tandem.
Træner: Lennart J:r Reuterskiöld.
Opdrætter: The Sun City Syndicate.
Købt for 150.000 DKK (Lennart J:r Reuterskiöld) på Scandinavian Open Yearling Sale 2020.


Plantstepsdream sejrer efter føring fra start til mål i Roussica Mile. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Lennart J:r Reuterskiöld vandt yderligere en gang på Jägersro med 4-årige Plantstepsdream (Planteur), der henover sæsonen har udviklet sig til én af Skandinaviens bedste dirt-milere.

Plantstepsdream startede efter et handicap på 89 i Roussica Mile over 1600 meter og førte hver en meter under Martin Rodriguez.

Sejren blev sikker med halvanden længde foran de to Exceed And Excel-sønner Kinsman og Amon Ra, og Lennart J:r Reuterskïold afslørede efterfølgende, at Plantstepsdream nu skal tage det endelige spring op i milereliten med starten i Nickes Minneslöpning på Bro Park den 19. september.



El Guanche vinder Guldlöpning under Maikel Narvaez Bravo. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

En anden hest der er gået direkte ind i den skandinaviske elite er sprinteren El Guanche (Power).

El Guanche kom til Ricardo Ramallos træningskvarter på Jägersro fra Spanien forud for Derbydagens Zawawi Cup (L), og efter en andenplads bag Nocentsinkentucky (Goldencents) i dette opgør, vandt han onsdag eftermiddag en sikker to længders sejr i Guldlöpning over 1000 meter.

Nocentsinkentucky blev slettet onsdag formiddag og gjorde dermed opgøret ganske åbent på papiret, men ingen af konkurrenterne kunne stille noget op mod El Guanche, der gav to kilo til andenhesten Freemanip (Manipulator) og hele fire kilo til tredjehesten Breakdancer (Tale Of Ekati).

Maikel Narvaez Bravo var i sadlen på den franskopdrættede hingst, som blev belønnet med 50.000 svenske kronor til ejerne Cuadra Toledo S.L.



3-årige Dominic sejrer overlegent i hænderne på Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

En stærk 3-årspræstation på dagen stod Susanne Berneklints Dominic (Footstepsinthesand) for, da han under Carlos Lopez sejlede hjem med otte længders afstand til Lennart J:r Reuterskiölds duo Archimedes Face (Protectionist) og Magic Rock (Mukhadram).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top