fbpx

Oaks- og Breeders’-vinderen Malekha til Footstepsinthesand

Waleed Zawawis 4-årige Malekha, der i fjor vandt Dansk Oaks og var tredje i Dansk Derby, og som i år fulgte op med sejr i Dansk Breeders’ Cup, har startet for sidste gang og indleder avlskarrieren med et besøg på Coolmore.


Malekha og Eddie Pedroza vinder Juniper Tree Dansk Oaks foran Havana Red og My Little Sister. Foto: Burt Seeger.

“Waleed Zawawi købte på åringsauktionen Malekhas lillesøster, og han har samtidig bestemt sig for, at Malekha ikke skal løbe længere og i stedet indlede sin avlskarriere med at gå til Footstepsinthesand“, fortæller Brian Wilson, der fik Juniper Tree-datteren i træning forud for 3-årssæsonen.


Coolmores Footstepsinthesand (Giant’s Causeway). Foto: Coolmore.

Malekha vandt sine to første starter som 3-årig på Klampenborg, hvorefter det blev til tredjepladser i både Derby Trial Stakes og i Dansk Derby bag Ready Teddy (Maxios) og Careless Whisper (Barocci).

I september vandt hun med Eddie Pedroza i bøjlerne Dansk Oaks foran Havana Red (Havana Red), hvorefter hun afsluttede sin flotte klassiske kampagne med et knebent nederlag til Derbyvinderen Ready Teddy i Dansk St. Leger.


Malekha og Oliver Wilson vinder Dansk Breeders’ Cup foran Careless Whisper med Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.

4-årssæsonen blev indledt med en andenplads med topvægt i Sceptre Stakes bag Margrethe (Juniper Tree), hvorpå hun med Oliver Wilson i bøjlerne slog Careless Whisper i Dansk Breeders’ Cup.

Karrierens sidste start var i Klampenborgs Fabellaløb over 2200 meter, hvor hun sluttede tredje bag den senere Listed-vinder Havana Red og Margrethe.

Karrierens facit lød på fire sejre, to anden- samt fire tredjepladser i 13 starter, 701.800 kroner på præmiekontoen og et tophandicap på 85.


Malekha og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Danskopdrættede Malekha er ud af Fawzia Stakes-vinderen Maryica (Daylami). Hun er halvsøster til storløbsplacerede Mariyna (Mingun) og til 3-årige Hollywoodboulevard (Wilshire Boulevard), der i den forgangne sæson var anden i både Breeders’ Prize Classic, Jockeyklubbens Grand Prix og Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer samt tredje i Breeders’ Trophy Classic.

Malekha får følgeskab på rejsen til Irland af en anden af Waleed Zawawis kommende avlshopper, Kodiac-datteren Dane Bell. Også hun skal bedækkes af Footstepsinthesand“, beretter Brian Wilson.


Se Malekha vinde Dansk Breeders’ Cup 2021 herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top