For andet år i træk og for tredje gang i det nye millennium blev Dansk 2000 Guineas lørdag eftermiddag vundet af en hoppe. Bettina Andersens My Jamil førte hver en meter og tog førstepræmiens 150.000 kroner.
Efter My Jamils tredjeplads i Mowerinaløb tidligere på måneden, valgte Bettina Andersen at lukke stalden ned i næsten tre uger for at overkomme sygdom blandt hestene.
Og det var en forvandlet My Jamil der hér satte satte herrerne på plads efter føring fra start til mål i hænderne på Jacob Johansen.
Forhåndsfavoritten Or Harry (Lawman) fik ellers en optimal rejse lige bagved Al Shemali-datteren, men da det lille felt ramte opløbet og Shane Karlsson gav marchordre til sin hest, fandt Or Harry absolut ingenting.
I stedet rykkede My Jamil yderligere væk fra konkurrenterne, og sejren var på intet tidspunkt i fare.
Masseto (Appel Au Maitre) var bedst af de øvrige og kom i mål små tre længder bag vinderen, mens Parsifal Torkdahl (Barocci) i sin blot anden karrierestart opnåede en klassisk placering som tredje foran Handyman Carlras (Reliable Man).
Først på femtepladsen kom Or Harry, seks længder foran vinderens staldkammerat A Lady’s Man (Center Divider).
Kun to hopper har tidligere i det 21. århundrede vundet Dansk 2000 Guineas. Harbour Light (Academy Award) i 2014 og Tassmania (Sir Percy) i fjor.
My Jamil gav samtidig den første klassiske sejr i avlshingsten Al Shemali (Medicean), vel at mærke med hingstens første skandinaviske årgang.
Årets 2000 Guineas-vinder ejes af familierne Vedel, Schlichter, Kruse, Bolding og Jørgensen, og hun er opdrættet af Berner Olsen, der akkurat som Bettina Andersen fik sin første triumf i dette klassiske løb på Klampenborg.
For jockey Jacob Johansens vedkommende var det den sjette sejr i Dansk 2000 Guineas.
Jacob vandt løbet første gang i 1999 med True Blue Victory (Catrail), og siden med Ready Eddie (Richard Of York) i 2002, Kronhjort (Cajun Cadet) i 2007, Cantenac (Academy Award) i 2011 og senest med Falconet (Falco) i 2013.
My Jamil blev købt for 28.000 kroner på 2019-udgaven af Scandinavian Open Yearling Sale, og hun er tredje afkom ud af Academy Award-datteren Kanthaka, som selv er helsøster til den mangedobbelte storløbsvinder Sir Randolph og halvsøster til Derbyvinderen Sir Herman (Zoffany).
Netop Sir Randolph vandt også Dansk 2000 Guineas i 2010 – og det var pudsigt nok med Bettina Andersens ægtefælle og My Jamils faste træningsrytter Kim Andersen i sadlen.
Næste start for My Jamil kan meget vel blive i den svenske pendant til Dansk 2000 Guineas, hvor endnu et møde med både Or Harry og Masseto kan blive en realitet.
MY JAMIL (DEN)
brun hoppe 2018
v. Al Shemali (Medicean)
1. mor Kanthaka (Academy Award)
2. mor La Sall (Cajun Cadet)
3. mor Cut Memory (Dunphy)
4. sejr i 8. karrierestarter.
733.500 DKK
Hcp. 80 (inden sejren i Dansk 2000 Guineas)
Ejer: My Stable m.fl.
Træner: Bettina Andersen.
Opdrætter: Berner Olsen.
Købt for 28.000 DKK på Scandinavian Open Yearling Sale 2019.