fbpx

Let for Maltho i Benny Jensen Memorial

Stald Gurans 7-årige Maltho havde fået et virkelig godt tilbud i lørdagens Benny Jensen Memorial over 1600 meter på Klampenborg.


Maltho. Foto: Burt Seeger.

Academy Award-sønnen stod klart bedre til i opgøret end de hovedparten af de otte konkurrenter, og under Manuel Santos tog han imod tilbuddet og vandt overlegent med seks længder.

Det var Malthos 11. start i 2013, og det blev samtidig hans første sejr efter en række præstationer under den standard vi ellers har set ham opnå henover de seneste sæsoner.

Men efter en rolig indledning et stykke tilbage i feltet, alt imens 3-årige Pinocchio fik lov at tage slæbet i front med Finn Ind Again udenfor sig, kunne Maltho uden problemer skyde væk fra samtlige konkurrenter i sidste del af opløbet og henvise Finn Ind Again/Elione Chaves til andenpladsen foran The Kicker/Oliver Wilson og Solo/Rafael Schistl.

Den sidste pengepræmie fik 3-årige Composed/Nicolaj Stott.

Der var 30.000 kroner i førstepræmie i Benny Jensen Memorial til Maltho, der i sommer skiftede træningskvarter fra Helle Christensen til Bettina Wilson, og her kunne tage karrierens 10. sejr.

Maltho, der er halvbror til den nylige Breeders’ Trophy Classic-vinder, Desert Dawn, er opdrættet på York Stutteri og er nu kun få tusinde fra at runde 600.000 kroner i samlet præmiesum.

Lørdagens amatørhandicap på Klampenborg blev vundet af Allan Thelix-trænede Little Quest, der under svenske Hanna Mårtensson slog Ginger Attitude/Camilla Høegh Malachowicz og Pick Me/Emma Olsson.

Derefter fulgte Öllegård Gren-trænede Vivaldi op med sejr i Mile Handicap for lærling Paulo Cardozo.

September Handicap gik ligeledes til Sverige, da Jacob Johansen vandt med Karola Larsson-trænede Itsagroom foran Madame Esprit/Manuel Santos.

Santos tog sin anden dagssejr i lørdagens sidste løb, Out The Ring Maidenløb over 2400 meter, hvor Midnight Taboo noget overraskende kunne henvise Rosy Red/Sara Slot og storfavoritten Local Chief/Nicolaj Stott til de sekundære pladser.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top