Efter afbud fra King David var kun fire heste til start i søndagens Lelles Legacy Swedish Open Mile (L) på Bro Park. Og for tredje gang viste Elkær Stutteris Kick On sig bedst i Listed-opgøret, som han vandt efter at have nedkæmpet længe førende Hotline Bling.
Stockholms Stora Pris (Gr.3)-vinderen Admiral De Vega (Lope De Vega) satte en del længder til i starten, og selv om han ved indgangen til opløbet havde fået nogenlunde kontakt til de foranliggende, fik han aldrig med det endelige udfald at gøre denne gang.
I stedet kæmpede Kick On (Charm Spirit) sig forbi Hotline Bling (Cotai Glory) og hjemtog førstepræmiens 165.000 svenske kronor.
Niels Petersen har nu vundet løbet fire gange på stribe som træner. Med Kick On i 2020 og 2021, King David i 2022 og nu igen med Kick On i 2023-udgaven.
Kick On sæsondebuterede efter en lang skadespause i Stockholms Stora Pris (Gr.3) i juni, men hér blev alt forkert for hesten, som sluttede næstsidst.
Niels Petersen takker sin førstejockey Carlos Lopez for et strålende ridt i Lelles Legacy Swedish Open Mile (L). Foto: Elina Björklund / Svensk
”Jeg var meget skuffet på dagen, men der var mange ting der ikke gik som det skulle. Nu kom han lidt ned i distance og havde fået et løb i kroppen. Han er tilbage, og det er skønt”, sagde en glad Carlos Lopez efter sejren.
Niels Petersen supplerede: “Carlos rider ham fantastisk godt og Kick On er blevet bedre temperamentsmæssigt nu, han opfører sig godt både hjemme og her på Bro Park. Han starter næste gang i Marit Sveaas Minneløp og så må vi tage yderligere stilling til fremtidige opgaver derefter”.